Taliban forbyder afghanske kvinder at arbejde for FN i landet

4. APR 2023 • 21:15UDLAND

FN har været undtaget fra de restriktioner, Taliban-styret bruger til at fjerne kvinder fra arbejdsmarkedet.

Afghanske kvinder må ikke længere arbejde for FN i Afghanistan.

Det fremgår af en ordre udstedt af Taliban-styret i landet, meddeler FN ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi er blevet meddelt fra forskellige sider, at det gælder i hele landet, lyder det fra Stephane Dujarric, som er talsmand for FN's generalsekretær.

Udviklingen kommer, efter at kvindelige afghanske ansatte i FN er blevet blokeret fra at arbejde i en af landets østlige provinser - Nangarhar-provinsen.

Det kommer til at påvirke FN's indsats i landet, oplyser FN på Twitter.

- FN i Afghanistan udtrykker alvorlig bekymring over, at kvindelige FN-medarbejdere er blevet forhindret i at tage på arbejde i Nangarhar-provinsen, skriver FN på det sociale medie.

- Vi minder de facto myndighederne om, at FN-enheder ikke kan operere og levere livreddende bistand uden kvindeligt personale.

Taliban har tidligere fjernet kvinder fra store dele af arbejdsmarkedet i Afghanistan. En restriktion, som FN indtil nu har været undtaget fra.

I forbindelse med kvindernes internationale kampdag i begyndelsen af marts opgjorde FN de mest undertrykkende lande, når det handler om kvinders rettigheder. Her landede Afghanistan helt i bunden.

- Det har været foruroligende at være vidne til den metodiske, overlagte og systematiske indsats for at skubbe afghanske kvinder og piger ud af det offentlige rum, lød det fra lederen af FN's mission i Afghanistan, Roza Otunbayeva, i forbindelse med opgørelsen.

Taliban overtog magten i landet i august 2021.

Taliban havde overtaget en række provinsbyer, inden bevægelsen indtog hovedstaden Kabul.

Fire måneder forinden havde blandt andet Danmark meddelt, at man ville trække sig militært ud af Afghanistan.

Taliban havde magten i landet, ifør USA invaderede Afghanistan i 2001.

Taliban-styret har indført en i manges øjne streng islamisk lovgivning. Den er magen til den politik, som blev ført i landet, før 2001.

Kvinder er i Afghanistan mere eller mindre begrænset til at opholde sig i hjemmet.

Det er blevet forbudt for kvinder at færdes i parker, fitnesscentre og forlystelsesparker. Unge kvinder må ligeledes heller ikke tage en universitetsuddannelse.

I slutningen af marts anholdt styret stifteren af et skoleprojekt for piger.

Manden bag projektet, Matiullah Wesa, blev stoppet i Kabul af en række mænd, fortalte hans bror til AFP.

- Da Matiullah bad om at se deres identitetskort, slog de ham og tvang ham væk med magt, sagde Matiullah Wesas bror til nyhedsbureauet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU