Syriens udenrigsminister: Kontakten med Israel er afbrudt

UDLAND23. AUG 2026 • 12:52

Syrien stoler ikke på Israel, siger Syriens udenrigsminister efter angreb mod en syrisk luftbase i sidste uge.

Efter Israel i sidste uge bombede en syrisk flybase, er kontakten mellem Israel og Syrien blevet afbrudt.

Det siger Syriens udenrigsminister, Asaad al-Shaibani, i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

- Vi mener, at der bør være kontakt især med en part, der konstant truer Syriens sikkerhed. Men hvis denne kontakt ikke giver nogen resultater, så har vi ikke brug for den, siger Shaibani og tilføjer:

- Vi stoler ikke på Israel i øjeblikket.

Udenrigsministeren håber dog, at de to lande snart kan påbegynde forhandlinger om en sikkerhedsaftale, som kan føre til, at Israel trækker sig fra Syriens territorium.

USA har i over et år forsøgt at få en sikkerhedsaftale på plads mellem landene, men flere gange er det blevet besværliggjort af, at Israel har sendt soldater ind på syrisk territorium og angrebet regeringsmål med henvisning til trusler mod Israels sikkerhed.

Shaibani siger desuden, at forhandlingerne om sikkerhedsaftalen har været fastfrosset, siden USA's krig mod Iran blev indledt.

Angrebet mod flybasen fandt sted tirsdag. Basen ligger omkring 70 kilometer fra den tyrkiske grænse i Idlib-provinsen.

Israel har begrundet angrebet med, at det havde til formål at forhindre en tyrkisk militær tilstedeværelse på flybasen.

Tyrkiske militærofficerer havde besøgt basen forud for angrebet, bekræftede Shaibani efterfølgende over for mediet Axios.

Han sagde dog, at det var en del af et "løbende militært samarbejde om træning og udveksling af ekspertise" og ikke en permanent tilstedeværelse.

Tyrkiet har afvist de israelske beskyldninger om, at landet udgør en trussel ved at ville sende soldater til en flybase i Syrien.

Det skrev den tyrkiske regering i en udtalelse, som det statslige nyhedsbureau Anadolu har offentliggjort.

- De useriøse beskyldninger fra den israelske premierministers kontor har til formål at legitimere Israels ulovlige luftangreb mod Syriens suverænitet og territorielle integritet, lød det.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT