Sydkorea udsteder arrestordre på fængslet ekspræsident
Yoon Suk-yeol blev i april afsat som præsident, men er fortsat tiltalt for oprør i Sydkorea.
En sydkoreansk domstol har udstedt en arrestordre på den afsatte tidligere præsident Yoon Suk-yeol.Det rapporterer nyhedsbureauet News 1 ifølge Reuters.
Yoon sidder varetægtsfængslet, efter at han i april blev afsat på grund af sit kortvarige forsøg på at indføre undtagelsestilstand i landet sidste år.
En særlig anklagemyndighed har tidligere meldt ud, at en arrestordre på Yoon skal sikre, at han fysisk deltager i afhøringer vedrørende sagen.
Reuters har ikke kunnet få fat i en talsmand for retten for at få en kommentar.
Han har siddet varetægtsfængslet siden 9. juli i hovedstaden, Seoul. Han har forsøgt at blive løsladt, men det er blevet afvist.
Det er anden gang, at han er varetægtsfængslet i sagen, der har strakt sig over otte måneder.
Da Yoon Suk-yeol i anden omgang blev fængslet, lød begrundelsen, at man var bekymret for, at han kunne forsøge at ødelægge beviser mod ham.
Tilbage i april afgjorde en forfatningsdomstol i en rigsretssag, at Yoon forsømte sine pligter som præsident, da han 3. december indførte en kortvarig militær undtagelsestilstand i Sydkorea.
Den kortvarige undtagelsestilstand tidligt i december efterlod landet i chok, men varede blot få timer.
Tv-billeder viste ansatte i det sydkoreanske parlament, der med skumslukkere forsøgte at presse soldater tilbage.
Efter eget udsagn tog Yoon beslutningen, fordi pro-nordkoreanske kræfter modarbejdede hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser.
Der er flere anklager mod Yoon. Blandt andet er han tiltalt for at tilrettelægge et oprør og at beordre, at optegnelser blev slettet. Han er også tiltalt for, at han gennem magtmisbrug skal have hindret andre i at udøve deres rettigheder.
Desuden er han tiltalt for at have stillet sig i vejen for, at arrestordrer kunne gennemføres.
Hvis han kendes skyldig, kan det resultere i en livstidsdom eller dødsstraf.
Yoon har gennem hele sagen fastholdt, at han er uskyldig.
/ritzau/