Svensk parti vil have indrejseforbud i EU for voldelige bosættere
Både fra Belgien, Tyskland og Sverige er der forslag om EU-sanktioner mod voldelige bosættere på Vestbredden.
Tirsdag i sidste uge indførte USA visumforbud mod personer, der er involveret i vold på den israelskbesatte Vestbred.Det svenske oppositionsparti Socialdemokraterna ønsker, at lignende sanktioner skal diskuteres, når EU's udenrigsministre mødes i Bruxelles i den kommende uge.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
- USA er, præcis som os, ekstremt bekymrede over udviklingen på Vestbredden. Bare siden 7. oktober er omkring 200 palæstinensere døde, og endnu flere er blevet fordrevet og chikaneret, siger Morgans Johanson, der er partiets udenrigsordfører, til TT.
Ifølge FN er mindst otte palæstinensere blevet dræbt af israelske bosættere på Vestbredden siden 7. oktober. Tallet er udgivet 9. december.
I alt 265 palæstinensere er blevet dræbt på Vestbredden siden 7. oktober. Størstedelen af dem er dræbt af israelske styrker.
Ifølge Reuters sagde den belgiske regering torsdag, at den vil indføre et indrejseforbud mod israelske bosættere, der er involveret i voldelige handlinger mod palæstinensere.
- Voldelige bosættere vil få nægtet indgang i Belgien, og jeg vil foreslå, at Belgien advokerer for et indrejseforbud i hele EU, sagde Petra De Sutter, der er vicepremierminister i Belgien.
I den tyske regering vil man også have diskuteret mulige sanktioner mod voldelige bosættere på EU-niveau.
- Det ville være godt, hvis EU fik de samme sanktioner mod voldelige bosættere, siger Nils Schmid, der er udenrigsordfører for de tyske socialdemokrater, som er i regering, i tirsdags.
EU har allerede fordømt stigningen i vold begået af bosættere siden Hamas' angreb på Israel 7. oktober.
EU's udenrigsministre mødes mandag i Bruxelles.
Israelske statsborgere behøver ikke visum for at rejse ind i EU.
Israel har besat Vestbredden siden 1967. Israelerne har bygget bosættelser i Vestbredden, som mange lande og FN har kendt ulovlige.
Israel afviser det og begrunder tilstedeværelsen med bibelske og historiske bånd til området.
/ritzau/