Storbritannien risikerer en ny togstrejke midt i julen

5. DEC 2022 • 21:35UDLAND

Der er udsigt til kaotiske juledage i Storbritannien, hvor der er varslet togstrejke fra 24.-27. december.

Storbritannien har kurs mod endnu en omfattende togstrejke.

Sådan ser det i hvert fald ud, efter at forhandlinger om en ny aftale for de ansatte igen er stødt på grund. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den varslede strejke står denne gang til at finde sted midt i juledagene - fra 24. december til 27. december. Den ventes dermed at bidrage til yderligere kaos og travlhed i de i forvejen hektiske juledage.

Hos fagforbundet RMT, der repræsenterer de ansatte, er man godt klar over, at strejken vil have konsekvenser for mange rejsende.

- Jeg er sikker på, at de rejsende kommer til at være virkelig skuffede, irriterede og vrede, siger RMT's generalsekretær, Mick Lynch.

Han pointerer dog, at det tilbud, de har modtaget, er "ekstremt ødelæggende" for forbundets tusindvis af ansatte.

Forhandlingerne om en ny aftale står mellem RMT på den ene side og togoperatørerne og Network Rail, der står for driften af den britiske jernbane, på den anden side. De har længe forsøgt at lande en ny aftale.

RMT oplyser, at man vil lade forbundets medlemmer stemme om det seneste forslag, men at anbefalingen vil være, at de skal stemme nej.

Storbritannien har været ramt af flere strejker i løbet af året.

Blandt andet var der strejke i sommer. Det var med til at give udfordringer for de mange personer, der skulle deltage i musikfestivalen Glastonbury.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU