Seks personer er døde efter en eksplosion i Athen
Fire amerikanske turister, en britisk mand og en græsk kvinde er døde efter et bygningskollaps i Athen.
Seks personer er blevet fundet døde, efter at en eksplosion fredag forårsagede et bygningskollaps i Grækenlands hovedstad, Athen.Det skriver det græske nyhedsbureau ANA ifølge AFP.
Eksplosionen skete fredag morgen i det historiske distrikt Plaka.
Blandt de dræbte er fire amerikanske turister samt en britisk mand og en græsk kvinde, der boede i bygningen.
Eksplosionen menes at være forårsaget af en gaslækage, siger Athens borgmester, Haris Doukas.
Amerikanerne boede i en udlejningslejlighed, der ligger på første sal i bygningen. De var ved at gøre sig klar til at køre i lufthavnen og rejse hjem til USA, da eksplosionen fandt sted.
Bygningen, hvor eksplosionen skete, ligger på en lille gade i nærheden af Akropolis.
- Skaderne strækker sig over hele gaden samt gaden bag bygningen, siger Athens borgmester Haris Doukas.
- Vi taler om en utrolig katastrofe.
Han siger også, at flere nærliggende bygninger er i en usikker tilstand, og at der skal være inspektion for at "afgøre, om de kan blive stående, eller om de også skal rives ned".
Et specialiseret hold, der undersøger årsagen til eksplosionen, er lørdag også fortsat ved bygningen.
For et år siden advarede de lokale i nabolaget Plaka Athens bystyre og forsyningsselskaber om risikoen for gaslækage eller kortslutninger, fremgår det af et brev fra en forening for beboere, der er blevet offentliggjort i en græsk avis.
Beboerne havde opfordret til, at der skulle gennemføres en brandøvelse, der skulle afsløre mulige svagheder i håndteringen af en nødsituation i distriktet.
Nabolaget er et af Athens mest populære turistområder. Akropolis, der ligger i nærheden, tiltrak 4,6 millioner besøgende sidste år.
RITZAU
