SAS og 16 andre luftfartsselskaber anklages for greenwashing
Luftfartsselskaber må ikke give forbrugere indtryk af, at de vælger en bæredygtig transportform, mener BEUC.
En række europæiske luftfartsselskaber beskyldes for at bryde EU's regler ved at "greenwashe" - eller på dansk "grønvaske" - sig selv.Det betyder, at de forsøger at fremstille sig selv som mere grønne og klimavenlige, end de reelt er.
Det er den europæiske forbrugerorganisation BEUC, der har indgivet en klage til EU-Kommissionen.
- Luftfartsselskaber vil have os til at tro, at en flyvning kan være "CO2-neutral". Eller at flyvning kan være "grønt". Det kan det ikke, skriver BEUC på Twitter.
Organisationen mener, at luftfartsselskaberne bryder EU's regler om urimelig handelspraksis.
BEUC opfordrer dem til at "holde op med at komme med påstande, der giver forbrugerne indtryk af, at flyvning er bæredygtigt".
- Vi opfordrer myndighederne til at tage sagen op og slå ned på denne praksis med greenwashing, der på alvorlig vis vildleder forbrugerne, siger BEUC's vicegeneraldirektør Ursula Pachl i en udtalelse.
- Luftfartsselskaberne må holde op med at give forbrugerne det forkerte indtryk, at de vælger en bæredygtig transportform.
Blandt de 17 selskaber, som BEUC har klaget over, er de nordiske SAS, Norwegian og Finnair.
Også større europæiske selskaber som Air France, KLM og Lufthansa er på listen. Det samme er lavprisselskaber som Ryanair, Wizz Air og Eurowings.
BEUC mener, at de 17 selskaber vildleder forbrugerne, når de beder dem betale mere for at "kompensere" for CO2-udledningen ved en flyvning.
Det er også vildledende, når selskaberne opkræver ekstra betaling fra forbrugerne som bidrag til udvikling af bæredygtigt flybrændstof, der "ikke er klar på markedet", mener BEUC.
Den type brændstof vil desuden kun udgøre en lille del af den samlede blanding af brændstof, der bruges til en flyvning.
En talsmand for Air France-KLM peger på, at selskabet sidste år var den største aftager i verden af dette såkaldte bæredygtige flybrændstof.
Talsmanden tilføjer, at selskabet "i stigende grad er opmærksom på præcisionen i de budskaber", som BEUC nu har klaget over.
Det tyske Lufthansa har sagt, at det har planer om at nedbringe sin udledning af klimaskadelige stoffer til det halve senest i 2030 set i forhold til udledninger i 2019.
Lufthansa er i "konstant dialog" med sine kunder, lyder det i en kommentar fra selskabet.
/ritzau/