Russisk guvernør melder om fire dræbte efter ukrainske angreb

9. JUL 2024 • 06:38UDLAND

Flere russiske regioner melder om ukrainske angreb. I Belgorod er fire ifølge den lokale guvernør dræbt.

Fire personer er blevet dræbt som følge af ukrainske angreb mod den russiske region Belgorod i løbet af de seneste 24 timer.

Det hævder guvernøren i Belgorod, Vjatsjeslav Gladkov, i et opslag på beskedtjenesten Telegram ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

- De seneste 24 timer har været meget voldsomme, lyder det.

Ifølge guvernøren er der tale om fire civile. Det har ikke været muligt at bekræfte oplysningerne.

20 personer er ifølge guvernøren kommet til skade, hvoraf 17 stadig får behandling.

- To er i kritisk tilstand, skriver Gladkov.

Omkring 160 lejligheder, 60 huse og 140 biler er ifølge guvernøren blevet beskadiget.

- Vi påbegynder genopbygningen så hurtigt som muligt, skriver han.

Meldingen kommer, efter at russiske angreb på tværs af Ukraine mandag dræbte mindst 41 personer. Rusland angreb blandt andet et børnehospital i Ukraines hovedstad, Kyiv.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, udtalte efter angrebene, at landet vil gøre gengæld.

Belgorod ligger på grænsen til Ukraine.

I en anden grænseregion, Rostov, er et kraftværk ifølge guvernøren Vasilij Golubev brudt i brand efter et droneangreb.

Og i byen Kalatj-na-Donu i regionen Volgograd er der ifølge Telegram-kanalen Baza meldinger om adskillige eksplosioner, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Andrej Botjarov, guvernør i Volgograd, oplyser på Telegram, at en transformerstation og en olieterminal er brudt i brand.

I regionen Astrakhan har forsvaret ifølge guvernøren afværget et "massivt" ukrainsk droneangreb, skriver Reuters.

Også i regionen Voronezj blev adskillige ukrainske droner ifølge den lokale guvernør skudt ned.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT