Russisk embedsmand kritiserer en af Putins nærmeste

6. OKT 2022 • 20:23UDLAND

En russisk indsat leder i den annekterede Kherson-region vækker opsigt med sine offentlige fornærmelser.

En russisk indsat embedsmand i Ukraine har vakt opsigt ved at fremsætte offentlige fornærmelser af præsident Vladimir Putins forsvarsminister, Sergej Sjojgu, som han opfordrer til at overveje selvmord.

Efter mere end syv måneders krig i Ukraine har Rusland endnu ikke opnået dets mest basale mål. Tværtimod har det i den seneste tid vakt mere og mere opsigt, at de russiske styrker taber terræn.

I en fire minutter lang videotale kritiserer den russiske embedsmand Kirill Stremousov, som er indsat som den næstøverste politiske leder i den annekterede Kherson-region, "generaler og ministre i Moskva for ikke at have forståelse for, hvad der sket på fronten".

- Der er mange, som siger, hvis en forsvarsminister, som havde tilladt sådanne udviklinger, så ville de, som officerer, have skudt sig selv, siger den 45-årige Stremousov.

- Men som I ved, så er ordet "officer" uforståeligt for mange, tilføjer han.

Sådanne offentlige fornærmelser af Putins militære chefer inde fra systemet, er ekstremt sjældne i Rusland. Men tilbageslagene på slagmarken i Ukraine har fået nogle af Putins allierede til at bebrejde ledende generaler i militæret.

Den tjetjenske leder, Ramzan Kadyrov, og Jevgenyj Prigosjin, som har stiftet det private russiske korps af lejesoldater, har gjort nar af generaler og beskyldt militæret for nepotisme. Han siger, at de burde fratages deres titler og sendes barfodet til fronten.

Forsvarsministeren er en af Putins nærmeste allierede, og de to mænd har været på rejser sammen. Han har ledet forsvarsministeriet siden 2012.

Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) skriver i sin seneste situationsrapport, at Putin kan komme til at gøre Shoigu til syndebuk for at redde sig selv.

Putin underskrev onsdag et nyt dekret, hvor han satte den militære mobilisering blandt studenter på pause. Han henviste til, at forsvarsministeriet ikke havde fået det juridiske rammeværk på plads omkring mobiliseringen.

Lederen for forsvarskomitéen, Andrej Kartapolov, sagde onsdag til en russisk statslig tv-kanal, at "alle russere ved, at forsvarsdepartementet lyver".

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT