Rusland har udført angreb på Ukraines energiforsyning

29. MAR 2024 • 08:01UDLAND

Teknikere gik i gang med at reparere de omfattende skader med det samme, det russiske angreb var overstået.

Rusland har natten til fredag udført flere angreb på den ukrainske energiforsyning.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og norske ntb.

Angrebene har været rettet mod både varme- og vandkraftværker, lyder det fra selskabet Ukrenergo, som er operatør af det ukrainske strømnet.

- I løbet af natten angreb russerne igen energifaciliteter i et massivt og koordineret angreb. Varme- og vandkraftværk i de centrale og vestlige regioner blev skadet, skriver Ukrenergo på beskedtjenesten Telegram ifølge ntb.

Også det ukrainske selskab DTEK, der er landets største private energiselskab, melder om angreb på energianlæg.

Her er tre termiske anlæg blevet ramt.

- Udstyret er blevet hårdt ramt. Efter angrebet gik teknikerne straks i gang med at reparere skaderne, lyder det fra selskabet på beskedtjenesten Telegram.

Der er ikke yderligere oplysninger fra selskaberne. Derfor er det uvist, om skaderne har konsekvenser for de ukrainske borgere.

Rusland har gennemført flere omfattende angreb mod den ukrainske energiforsyning under krigen.

For en uge siden gennemførte Rusland om natten et af de største angreb under krigen mod Ukraines energianlæg, som efterlod mere end en million borgere uden strøm.

Landets største dæmning i regionen Zaporizjzja blev også ramt. Men ifølge det statslige selskab for vandenergi, Ukrhydroenergo, var der ikke fare for et brud.

Angrebene betød blandt andet, at det store kabel, der forsyner atomkraftværket Zaporizjzja, var uden strøm i løbet af forrige fredag. Det kom dog op at køre i løbet af dagen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU