Raket er opsendt med historisk mål om privat rumvandring

10. SEP 2024 • 14:01UDLAND

Tidligt tirsdag er en raket opsendt fra USA. Målet er at gennemføre den første kommercielle rumvandring.

Det første skridt på en potentielt historisk rummission blev tidligt tirsdag morgen taget i den amerikanske delstat Florida.

Klokken 05:23 lokal tid blev en raket med fire personer ifølge nyhedsbureauet Reuters opsendt fra Nasa's Kennedy Space Center.

Ni og et halvt minut senere nåede de i kredsløb, og nu venter fem dage i rummet med flere forskellige mål.

Ét af dem har fået særlig opmærksomhed.

På dag tre er det målet at foretage den første kommercielle rumvandring nogensinde. En begivenhed, som skal livestreames.

Det skal ske i 700 kilometers højde og ventes at vare omkring 20 minutter.

Derudover skal der også testes nye rumdragter fra SpaceX, og besætningen skal længere væk fra Jorden end de seneste mange år.

På et tidspunkt er det ventet, at ekspeditionen vil være 1400 kilometer fra Jorden, hvilket er det længst siden 1970'erne.

I spidsen for missionen står den amerikanske milliardær Jared Isaacman, som står bag det elektroniske betalingsfirma Shift4.

Han er leder af Polaris-programmet, hvor missionen Polaris Dawn, som tirsdag blev indledt, er den første af tre.

Det er et samarbejde mellem Isaacmen og SpaceX, som rigmanden Elon Musk står bag.

Musk har flittigt delt opslag om tirsdagens opsendelse på det sociale medie X - tidligere Twitter - som han selv ejer.

- Astronautmissionen Polaris er på vej mod en højde, der er tre gange højere end rumstationen (ISS, red.), det længste, som mennesker har været fra Jorden i over et halvt århundrede, lyder det blandt andet.

Missionen skulle egentlig have været indledt sidste måned. Men den blev udskudt få timer før afgang på grund af en heliumlækage.

Inden opsendelse slog Bill Gerstenmaier, vicedirektør i SpaceX, fast, at missionen ikke var uden risiko.

- EVA (rumvandringer, red.) er et risikabelt eventyr. Men igen, vi har gjort alt arbejdet for at blive klar til det, sagde han ifølge Reuters.

Jared Isaacman brugte for tre år siden selv tre dage i kredsløb om Jorden, og nu er han altså taget mod rummet igen.

Han er med til finansiere missionen sammen med SpaceX. Hvor meget han har brugt, har han dog ikke villet sige.

Foruden Isaacman består besætningen af hans ven Scott Poteet - en tidligere kamppilot - og de to SpaceX-ansatte Sarah Gillis og Anna Menon.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT