Putin styrer mod en stensikker sejr ved stærkt kontrolleret valg
Kun partier, der støtter Putin, må stille op ved Ruslands første valg siden Ukraine-krigens start.
Valgstederne er tidligt fredag åbnet i den fjerneste del af det østlige Rusland, hvilket markerer starten på et tre dage langt valg, hvor præsident Vladimir Putins parti nærmest er garanteret sejren.Det er Ruslands første valg til parlamentet, siden landet sendte soldater ind i Ukraine i februar 2022. Konflikten har siden kostet hundredtusindvis af menneskeliv.
Kun partier, der støtter Putin og Kremls invasion, har fået lov at stille op.
Rusland har også organiseret afstemninger i den besatte del af Ukraine.
Valget giver Kreml mulighed for at måle den folkelige opbakning til krigen, hvis konsekvenser i år har ramt hverdagen i Rusland hårdere end nogensinde.
Ukrainske angreb har i år nået helt til Sibirien og forårsaget skader for milliarder af rubler. Civile er desuden blevet dræbt dybt inde i Rusland.
Regeringen har gjort det forbudt at kritisere krigen, og Kreml styrer de russiske valg med hård hånd.
Partiet Jabloko, som opfordrer til et stop for krigen, blev udelukket fra at stille op kort før valget. En af partiets fremtrædende skikkelser, Lev Sjlosberg, er for nylig blevet idømt 11 års fængsel for at kritisere krigen.
Putins politiske modstandere er i vid udstrækning blevet drevet i eksil, og hans primære modstander, Aleksej Navalnyj - som engang samlede tusindvis af mennesker i gaderne under valg - døde i et fængsel i 2024.
Navalnyjs enke, Julija Navalnaja, har opfordret modstandere af krigen til at stemme på samme tidspunkt: søndag klokken 12.00.
Jabloko er dog uenig og har argumenteret for, at det er bedre helt at lade være med at stemme.
- Foreslår I, at vi endnu en gang skal gå ud og danse efter deres pibe som får og stemme på dem, der har forårsaget menneskers død i Rusland og Ukraine?, udtalte partiets formand, Nikolaj Rybakov, på et partimøde i Sankt Petersborg tidligere på ugen.
Afstemningen om at vælge nye repræsentanter til de 450 pladser i Dumaen, der er underhuset i det russiske parlament, løber frem til klokken 20.00 søndag.
Kamtsjatka-halvøen og Tjukotka i det østlige Rusland - ud mod Stillehavet - er de første af Ruslands 11 tidszoner, der har taget hul på afstemningen.
Putin har styret Rusland siden nytårsaften 1999, og Forenet Rusland har domineret russisk politik siden begyndelsen af 2000'erne.
Krigen har kappet de russiske bånd til Vesten, som har ramt Rusland med omfattende økonomiske sanktioner.
RITZAU/AFP
