Britiske prins Harry sagsøges for injurier af velgørenhedsorganisation
Den britiske prins Harry trak sig fra velgørenhedsorganisation i 2025. Nu sagsøger organisationen ham.
Den britiske prins Harry sagsøges af en velgørenhedsorganisation for injurier.Det viser retsdokumenter, skriver flere britiske medier herunder BBC.
Prinsen har selv været med til at grundlægge organisationen ved navn Sentebale sammen med prins Seeiso, der er lillebror til Lesothos monark, kong Letsie III.
- Organisationen anmoder om domstolens indgriben, beskyttelse og kompensation efter en koordineret negativ mediekampagne udført siden 25. marts 2025, skriver Sentebale i en udtalelse til nyhedsbureauet AFP.
Organisationen skriver desuden, at det har "forårsaget driftsforstyrrelser og skadet omdømmet for organisationen, dens ledelse og dens strategiske partnere".
Prins Harry har ifølge britiske medier endnu ikke kommenteret sagen.
Foruden Harry sagsøges også Mark Dyer, der er tidligere bestyrelsesmedlem i organisationen.
Ifølge BBC er Dyer og Harry desuden nære venner.
Prinsen trak sig fra organisationen forrige år efter en konflikt mellem ham og bestyrelsesformanden, Sophie Chandauka, om, hvordan organisationen blev styret.
Prins Seeiso og bestyrelsen forlod ligeledes Sentebale sammen med Harry.
Under konflikten indberettede Chandauka bestyrelsesmedlemmerne og Harry til en britisk tilsynsmyndighed med anklager om mobning og chikane, skriver Reuters.
Tilsynsmyndigheden fandt intet bevis for mobning, men påpegede en svag ledelse og kritiserede alle parter for at lade en intern konflikt blive offentlig.
Flere medier skriver, at Harry stiftede organisationen til ære for sin afdøde mor, prinsesse Diana.
Sentebale arbejder med unges sundhed i Botswana og Lesotho med særligt fokus på hiv og aids.
Navnet på organisationen betyder ifølge BBC "forglem-mig-ej" på Lesothos lokale sprog.
/ritzau/
