PORTRÆT: Bin Ladens arvtager var al-Qaedas hovedideolog
Al-Qaeda-leder Ayman al-Zawahiri havde nøglerolle i angrebene på amerikanske ambassader i Afrika i 1998.
Lederen af islamiske al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, der søndag morgen blev dræbt i et amerikansk angreb, var en af hovedideologerne bag netværket.Men han formåede aldrig at træde ud af skyggen på den tidligere leder Osama bin Laden, der var ansigtet udadtil over en lang årrække, indtil amerikanske styrker dræbte ham i 2011.
Den 71-årige egyptiske øjenlæge spillede dog en central rolle i angrebene på de amerikanske ambassader i både Kenya og Tanzania i 1998 samt det voldsomme overgreb på USA selv og World Trade Center den 11. september 2001, der efterlod næsten 3000 døde.
Især angrebene i Afrika satte al-Zawahiri på landkortet, og det fik hurtigt USA til at sætte en dusør på 25 millioner dollar (181 millioner kroner, red.) på ham.
Efter bin Ladens død genvandt al-Qaeda aldrig sin styrke i Mellemøsten. Det var til dels også resultatet af, at gruppen Islamisk Stat vandt hurtigt frem i både Irak og Syrien i den periode.
Al-Zawahiri fik islamismen ind med modermælken. Han voksede op i den egyptiske hovedstad, Kairo, hvor han hurtigt blev involveret i det radikale islamiske miljø. Det kostede ham hans første fængselsdom som 15-årig.
Senere fandt han sammen med Osama bin Laden i Afghanistan, hvor han endte med at blive al-Qaedas chefstrateg. Sideløbende fik han rollen som bin Ladens personlige læge.
Han var en af fem underskrivere af al-Qaeda-lederens fatwa - eller religiøse dekret - i 1998, der opfordrede til angreb på amerikanere. Dengang begyndte han også regelmæssigt at optræde på netværkets hjemmeside.
Det var ofte al-Zawahiris opgave at motivere al-Qaedas medlemmer med sine stærke optrædener på hjemmesiden.
Ligesom bin Laden forsvandt han nærmest sporløst kort efter angrebene på tvillingetårnene i New York i 2001. På trods af gentagne forlydender om, at han skulle være blevet dræbt, blev han ved med at dukke op på ny.
Han overtog lederrollen i 2011, da bin Laden mistede livet i hans hjem i Pakistan under et angreb foranlediget af amerikanske specialstyrker.
Al-Zawahiri skulle forsøge at samle brudstykkerne af al-Qaeda, mens han kunne se, at Islamisk Stat fortsatte med at vokse.
Hans rolle er siden blevet beskrevet som mere rådgivende end kommanderende. I USA mente man dog, at han var mindst lige så farlig som sin forgænger, selv om han ikke fik opbygget samme ry udadtil.
Søndag morgen lykkedes det USA at finde frem til al-Qaeda-arvtageren. USA's præsident, Joe Biden, bekræftede mandag, at al-Zawahiri var blevet dræbt under et angreb i Afghanistans hovedstad, Kabul, søndag morgen.
/ritzau/AFP