Polsk milliardær vil sagsøge Meta for falske reklamer

12. AUG 2024 • 18:19UDLAND

Sagsanlæg fra velhaver vil øge juridisk pres mod Meta i sager om falske reklamer på Facebook og Instagram.

Den polske milliardær Rafal Brzoska og hans hustru vil lægge sag an mod softwarevirksomheden Meta i sager om falske annoncer på Facebook og Instagram, hvor hans ansigt er blevet brugt sammen med falske informationer.

Sagsanlæg fra det velhavende par vil øge det juridiske pres mod Meta, som er blevet stærkt kritiseret i en række lande - heriblandt Danmark - efter en række eksempler på, at kendte personer uden tilladelse er blevet brugt i falske annoncer på de sociale medier.

Brzoska, som er stifter og største aktionær i den polske postservice-virksomhed InPost, siger, at han i begyndelsen af juli gjorde Meta opmærksom på problemerne, uden at der er fundet en løsning.

- Vi agter at føre en privat retssag mod Meta. Vi har endnu ikke besluttet på hvilke områder, vi vil lægge sag an. Det afgør vi i de kommende uger, siger Brzoska.

- Vi overvejer absolut alle scenarier - også et sagsanlæg i USA, hvis vi ser, at der ikke sker noget i Europa, siger han til Reuters.

Brzoska siger, at parret kræver, at der blive sat en stopper for, at Meta kan nyde godt af en praksis, hvor der udbredes indhold, som krænker deres rettigheder, og at de vil kræve, at Meta donerer en stor kompensation til velgørenhedsorganisationer i samme størrelsesorden, som selskabet har tjent penge på udbredelsen af disse former for misinformation.

I sidste uge fik Meta Platforms, der i Europa har hovedkvarter i Irland, forbud mod at udbrede falske reklamer med billeder af Brzoska og hans kone på Facebook og Instagram i Polen i tre måneder.

EU-lovgivning siger, at de sociale platforme har pligt til omhyggeligt at behandle alle anmeldelser om ulovligt indhold og inden for rimelig tid.

Loven pålægger desuden techgiganterne, at de skal begrænse såkaldte systemiske risici ved deres platforme.

Svindelreklamer fik DR og TV 2 til at sige fra over for Meta i et fælles opråb i begyndelsen af maj.

Et par uger forinden havde DR, TV 2 og B.T. også sendt et åbent brev til Meta. Her opfordrede de Meta til at tage ansvar og fjerne falske annoncer og artikler, der vildleder brugerne.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT