Perus parlament afsætter præsident to måneder før valg

17. FEB 2026 • 21:19UDLAND

Hemmeligholdte møder med en kinesisk forretningsmand har skabt problemer for Perus præsident, Jose Jeri.

Et flertal af medlemmerne i Perus parlament har ved en afstemning tirsdag udtrykt mistillid til landets fungerende præsident, Jose Jeri.

Dermed står Jeri til at skulle forlade sin post.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

75 parlamentsmedlemmer stemte for at afsætte Jose Jeri, mens 24 stemte imod. Tre undlod at stemme.

Jeri har kun nået at være præsident i fire måneder og er den tredje peruanske præsident i træk, der tvinges til at gå af før tid.

Hans efterfølger bliver den ottende præsident i Peru i løbet af otte år.

Baggrunden for utilfredsheden med Jeri er ifølge Reuters flere hemmeligholdte møder, som Jeri har haft med en kinesisk forretningsmand.

Parlamentsmedlemmerne skal onsdag vælge en ny leder for Kongressen, der er det peruanske parlament. Lederen for Kongressen bliver også Perus præsident.

Jose Jeri blev indsat midlertidigt på præsidentposten i oktober sidste år, efter at hans forgænger, Dina Boluarte, var blevet afsat.

Dina Boluarte er siden sin afsættelse blevet efterforsket for hvidvask og magtmisbrug.

Jose Jeri skulle varetage præsidentembedet indtil det næste præsidentvalg, som bliver afholdt 12. april i år.

Sagen med den kinesiske forretningsmand begyndte at rulle, da en videooptagelse, der blev offentliggjort i januar, afslørede, at Jeri en sen aften var mødtes med forretningsmanden Zhihua Yang på en restaurant.

Zhihua Yang ejer en række forretninger og har en koncession på et energiprojekt i Peru, og oplysninger om mødet blev ikke offentliggjort af præsidentkontoret.

Det er uklart, hvad der foregik på mødet, og om Jeri har begået noget ulovligt.

Den nuværende leder for Kongressen, Fernando Rospigliosi, har afvist at overtage præsidentposten, selv om han som leder for Kongressen er den første i rækken til at tage over, hvis den siddende præsident går af.

Derfor skal parlamentsmedlemmerne vælge en ny leder for Kongressen og dermed også en ny præsident.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT