Paramilitær gruppe har angrebet hospital i Sudan

14. DEC 2024 • 01:21UDLAND

Sudansk gruppe har udført et angreb på et aktivt fungerende hospital, oplyser delstats sundhedsminister.

Ni personer er blevet dræbt, og 20 er såret, efter at den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) har angrebet et hospital i byen al-Fashir i delstaten Norddarfur i Sudan.

Det oplyser delstatens sundhedsminister, Ibrahim Khatir, og al-Fashir-modstandsgruppen.

Ifølge Khatir affyrede en drone fire missiler mod hospitalet. Dette ødelagde flere afdelinger, venteområder og andre faciliteter på hospitalet.

Al-Fashir-modstandsgruppen er en aktivistisk gruppe, som er for demokrati og fører tilsyn med volden i området.

Billeder, som gruppen har delt, viser murbrokker spredt ud over hospitalssenge samt beskadigede lofter og vægge.

RSF har sagt, at man ikke målretter sine angreb civile. Gruppen er umiddelbart ikke vendt tilbage på Reuters' henvendelse om en kommentar.

Sudans hær og RSF har været i konflikt med hinanden i over 18 måneder, hvilket har medført en humanitær krise i landet. Over 12 millioner mennesker er drevet på flugt som følge af konflikten.

FN har kaldt situationen i Sudan for verdens største krise målt på antallet af fordrevne.

Flere tusinde mennesker er blevet dræbt siden krigens udbrud i april sidste år.

Al-Fashir er én af de frontlinjer, som der har været mest aktivitet omkring under konflikten. Sudans hær kæmper for at bevare det sidste af deres fodfæste i Darfur-regionen.

Hospitaler i al-Fashir har jævnligt været under beskydning i løbet af konflikten. Ét hospital er det sidste fungerende i området.

Zamzam-lejren, der ligger tæt på al-Fashir, er også kommet under beskydning i løbet af de sidste to uger. Dette har tvunget tusindvis af mennesker til at forlade lejren.

Konflikten mellem RSF og Sudans militær bunder i en strid mellem hærchefen, Abdel Fattah al-Burhan, og hans tidligere næstkommanderende Hamdan 'Hemedti' Dagalo.

Både hæren og RSF er blevet beskyldt for at begå krigsforbrydelser ved blandt andet at udføre tilfældige henrettelser og systematisk plyndre civiles ejendom.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT