OVERBLIK: Det ved vi om forhandlinger mellem Iran og USA

12. APR 2026 • 07:10UDLAND

Forhandlinger mellem Iran og USA er efter 21 timer afsluttet, siger Vance, og USA's delegation rejser hjem.

Tidligt søndag morgen lokal tid fortalte USA's vicepræsident, J.D. Vance, at forhandlinger med Iran i Pakistan er forbi.

Den amerikanske delegation rejser hjem uden en aftale med Iran, lød det under et kort pressemøde.

Det var begrænset, hvad vicepræsidenten fortalte de journalister, der stadig var vågne efter klokken 06.30 søndag morgen lokal tid.

Her er, hvad de tre parter har meldt ud.

PAKISTAN:

* Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, har fungeret som mægler.

* En unavngiven kilde fra Pakistan har sagt, at de to parter havde det, der betegnes som humørsvingninger under forhandlingerne.

- Der var humørsvingninger fra de to, siger kilden, og temperaturen gik op og ned under mødet, lyder det.

USA:

* USA havde vicepræsident J.D. Vance i spidsen, og sammen med ham var de særlige udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner.

* Vance siger, at forhandlingerne varede i 21 timer.

* Ifølge Vance har Iran valgt ikke at acceptere de amerikanske betingelser, heriblandt at Iran ikke må fremstille atomvåben. Det er det vigtigste af USA's krav, siger Vance.

* USA's delegation har sendt et sidste forslag til den iranske delegation. USA har endnu ikke fået et svar.

* Vance talte med USA's præsident, Donald Trump, mindst 12 gange under forhandlingerne, siger han.

* Undervejs talte Vance også med udenrigsminister Marco Rubio, forsvarsminister Pete Hegseth, finansminister Scott Bessent og chef for USA's centralkommando Brad Cooper, siger han.

IRAN:

* I spidsen for den iranske delegation stod den iranske parlamentsformand, Mohammad Baqer Qalibaf, og Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi.

* Irans regering skrev omkring klokken 01.00 dansk tid på det sociale medie X, at forhandlingerne varede 14 timer, og at de fortsætter søndag.

* Iranske statsmedier skriver, at USA's krav var urimelige.

* En unavngiven talsperson for Irans udenrigsministerium udtalte kort før klokken 03.00 dansk tid, at flere emner var blevet diskuteret under forhandlingerne.

* Blandt dem var Hormuzstrædet, atomspørgsmålet, krigsskadeserstatning, ophævelse af sanktioner samt en komplet afslutning på krigen mod Iran. Også Mellemøsten generelt blev drøftet, lød det fra talspersonen.

* Senere på morgenen udtalte Esmaeil Baqaei, der er talsmand for Irans udenrigsministerium, til det iranske nyhedsbureau Tasnim, at USA og Iran var uenige på to til tre områder.

* Han sagde videre, at forhandlingerne varede mellem 24 og 25 timer - altså mellem 3 og 4 timer længere, end J.D. Vance sagde.

* En unavngiven iransk kilde sagde kort før forhandlingernes begyndelse, at USA havde indvilliget i at frigive indefrosne midler i Qatar og andre udenlandske banker. Det har en unavngiven amerikansk embedsmand afvist.

Kilder: Reuters, AFP, X, CNN, Tasnim.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT