48 poser med menneskers jordiske rester fundet i Mexico

24. OKT 2025 • 06:09UDLAND

Poser blev fundet i skjult grav. Myndigheder arbejder på at fastslå, hvor mange døde mennesker de indeholdt.

48 poser med afdøde personers jordiske rester er blevet fundet i en skjult grav nær Mexicos næststørste by, Guadalajara.

Det oplyser mexicanske myndigheder torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Guadalajara er hovedstaden i delstaten Jalisco, hvor et af Mexicos mest voldelige og magtfulde narkokarteller holder til. I øjeblikket er tusindvis af personer meldt savnet i delstaten.

Poserne med ligdele blev fundet for fire uger siden af en eftersøgningsgruppe på en tom grund i Zapopan, der er en forstad til Guadalajara.

Myndigheder forsøger fortsat at fastslå, hvor mange døde personer de jordiske rester stammer fra.

De afviser ifølge AFP at komme med et skøn, men siger, at de vil fortsætte efterforskningen for at finde ud af, om der er flere lig i området.

- Vi er nødt til at komme længere med den retsmedicinske undersøgelse, før vi kan fortælle, hvor mange ofre antallet af poser udgør, siger vicestatsanklager Blanca Trujillo på et pressemøde.

Hun tilføjer, at hendes stab får støtte fra den nationale komité for personeftersøgninger.

Det har været nødvendigt at tage tungt maskineri i brug, fordi det er et stort område, der skal eftersøges, siger hun.

Fundet af poserne er blot den seneste af flere lignende sager i delstaten Jalisco. Det er den stat i Mexico, der er hårdest ramt af problemet med forsvundne personer.

På landsplan er over 127.000 mennesker forsvundet.

De fleste af dem er forsvundet i forbindelse med den forøgede vold i samfundet, som Mexico har oplevet siden 2006, hvor regeringen indledte en militær indsats mod narkokartellerne.

I juni sidste år blev ligene af 34 personer fundet begravet i nærheden af et boligområde i Zapopan. Altså den samme forstad, hvor der nu er fundet 48 poser med menneskers jordiske rester.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT