Østrigs kansler ønsker øget overvågning efter plan om Swift-angreb
Afværget angreb på Taylor Swift-koncert har ført til debat om overvågning af tjenester som WhatsApp.
Østrigske efterretningstjenester bør i højere grad have mulighed for at overvåge apps til at sende beskeder.Det siger Østrigs kansler, Karl Nehammer, i et interview med den tyske avis Bild, efter at et angreb mod en Taylor Swift-koncert blev afværget denne uge.
- Vi har virkelig brug for, at vores efterretningstjenester opgraderes teknisk, så de har samme vilkår som terroristerne og kan bekæmpe dem, siger han.
- Det er afgørende, at beskedtjenester som WhatsApp, Signal og Telegram kan dekrypteres af sikkerhedsmyndighederne, fortsætter han.
Kansleren understreger, at det skal ske med "juridisk kontrol", og mens der tages hensyn til retsstatsprincipper.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der strenge regler for østrigske efterretningstjenesters overvågning af beskedtjenester i sammenligning med andre europæiske lande.
Nyheden om det planlagte angreb har på ny pustet til debatten om landets regler. Oveni det er der 29. september valg i Østrig.
Den meget populære sanger Taylor Swift skulle have spillet koncerter i Wien torsdag, fredag og lørdag.
Men østrigske myndigheder fik nys om et planlagt angreb og gennemførte flere anholdelser. Onsdag aften aflyste arrangørerne koncerterne.
En 19-årig hovedmistænkt havde angiveligt planer om at bruge stikvåben og sprængstoffer til at dræbe folk ved koncerten.
Nehammer siger, at Østrig fik et tip fra udenlandske efterretningstjenester om et planlagt angreb.
De hovedmistænkte i sagen er blevet anholdt, men der kan komme flere anholdelser, mens politiet fortsætter efterforskningen, siger han. Der er således blevet identificeret flere støtter af Islamisk Stat.
Den 19-årige hovedmistænkte aflagde ifølge myndighederne torsdag en fuld tilståelse. Han har ifølge efterforskere svoret loyalitet over for den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).
/ritzau/