Ny irsk leder skal håndtere Trumps toldtrusler

23. JAN 2025 • 15:30UDLAND

Irlands økonomi er stærkt fokuseret på multinationale virksomheder og derfor særligt sårbar over for straftold.

Micheál Martin fra partiet Fianna Fáil er tilbage på premierministerposten i Irland, efter at parlamentet torsdag har godkendt hans kandidatur til en ny periode som regeringsleder.

Dermed er han nu for anden gang leder af en koalition bestående af landets to store centrumhøjrepartier.

Martin var i første omgang premierminister - eller taoiseach, som det kaldes i Irland - fra 2020 til 2022, hvor han som aftalt overlod posten til partiet Fine Gael, der indgår i regeringskoalitionen.

Simon Harris, som Micheál Martin nu afløser, vender efter planen tilbage til posten om to år. Imens bytter han plads med Martin og er ny vicepremierminister.

Martin er leder for partiet Fianna Fáil, der ligeledes er et centrumhøjreparti.

De to tidligere rivaler er de to store samarbejdspartnere i koalitionsregeringen, der hidtil også har bestået af Miljøpartiet De Grønne.

Sidstnævnte fik dog et dårligt valg og er nu erstattet af uafhængige kandidater i koalitionen.

Den nye regering skal blandt andet forberede sig på konsekvenserne af den straftold, som den nye amerikanske præsident, Donald Trump, har truet med at indføre.

Det vil udgøre en potentielt stor trussel mod Irlands økonomi, som er stærkt fokuseret på udenlandske multinationale virksomheder.

Regeringskoalitionen har lovet at bruge en skattebonus fra amerikanske multinationale virksomheder, der har hovedsæde i Irland, til fortsat at øge investeringerne i den offentlige sektor.

Den har også lovet at løse infrastrukturproblemer og sænke skatterne, samtidig med at Irlands statslige investeringsfonde skal styrkes.

Martin, der er tidligere historielærer, har haft flere ledende ministerposter, herunder sundhed, handel og uddannelse.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT