Nu tror Zelenskyj at Ukraine kommer med i Nato
Sidste år kaldte Zelenskyj det "absurd", at Ukraine ikke er blevet inviteret ind i Nato. Nu er han tryg.
Ukraine vil blive medlem af Nato.Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, torsdag på et fælles pressemøde med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg i Washington.
Dermed erklærer Zelenskyj sig tilfreds med, at Nato-topmødet i en erklæring har fastslået, at Ukraine "uafvendeligt" er på vej ind i Nato.
- Vi er meget tæt på vores mål. Det næste skridt vil være en invitation og så medlemskab af Nato, siger Zelenskyj.
På sidste års topmøde i Vilnius var det ellers en dybt skuffet Zelenskyj, der måtte indse, at Ukraine ikke får en konkret tidsplan for, hvornår Ukraine kommer med i Nato.
Dengang kaldte Zelenskyj det "absurd", at Nato siden topmødet i Bukarest i 2008 har lovet Ukraine medlemskab uden at fremlægge en tidsplan.
Ved dette års topmøde accepterer Ukraines præsident situationen og glæder sig i stedet over, at Nato-landene i en erklæring har skærpet ordlyden for at understrege, at Ukraine kommer med i Nato.
- Vi har fået meget stærke ord om, at vi uafvendeligt er på vej ind i Nato. Hvert skridt bringer os tættere på det, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at nå målet. Jeg er overbevist om, at det vil lykkes, siger Zelenskyj.
Trods krigen vil Ukraine fortsætte med at gennemføre de reformer, der skal til, for at landet kan komme med i Nato, siger Zelenskyj.
Optagelsen kan dog tidligst ske, efter krigen er slut.
Ifølge Natos artikel fem - den såkaldte musketer-ed - ville de øvrige Nato-lande ellers være forpligtede til direkte at forsvare Ukraine. Dermed ville Nato være i krig med Rusland.
Det scenarie vil Nato-landene undgå. På dette års Nato-topmøde er den forståelse kommet på plads med Zelenskyj.
Han glæder sig samtidig over en række af de beslutninger, der også er truffet til gavn for Ukraine.
- Vi har konkrete succeser, som er meget afgørende for vores land og vores folk, siger Zelenskyj.
Han fremhæver først og fremmest, at Ukraine får fem meget efterspurgte avancerede luftforsvarssystemer. Derudover ventes Ukraine også at få dusinvis af mindre luftforsvarssystemer til beskyttelse mod russiske missiler og droner.
- Vi har brug for, at det bliver leveret så hurtigt som muligt. Dermed kan så mange liv som muligt blive reddet, siger Zelenskyj.
Han fremover også, at mere end 20 lande har underskrevet bilaterale sikkerhedsaftaler med Ukraine.
Danmark er iblandt de lande, der lover at støtte Ukraine i en 10-årig periode om nødvendigt.
Den ukrainske præsident beder desuden Nato om lov til at bruge blandt andet de kommende F-16-kampfly til at ramme mål inde i Rusland.
Danmark er blandt de Nato-lande, der har doneret kampfly. De 19 danske kampfly bliver givet med lov til at angribe militære mål i Rusland.
- Alt dette vil bremse Putins appetit på aggression, siger Zelenskyj.
/ritzau/