Norge nedsætter undersøgelseskommission efter Epstein-afsløringer
Ifølge norsk komité skal undersøgelser efter norske Epstein-afsløringer gå hele vejen tilbage til 1993.
Det norske Storting vil nedsætte en uafhængig undersøgelseskommission i kølvandet på afsløringer om norske magthaveres relationer til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.Det oplyser Stortingets kontrol- og forfatningskomité ifølge flere norske medier.
- Der vil blive fastlagt et bredt mandat, der skal dække forholdet mellem norske myndigheder og eksterne organisationer, stiftelser og netværk, hvor Norge har været engageret, lyder det i en pressemeddelelse ifølge NRK.
Stortinget har ifølge VG tirsdag besluttet at nedsætte en uafhængig undersøgelseskommission, men ifølge det norske nyhedsbureau NTB er det endnu ikke klart, hvem der skal sidde i kommissionen, da anbefalingen fra komitéen først skal behandles i stortingssalen.
Ifølge komitéen skal undersøgelserne gå hele vejen tilbage til processen, som har ledt frem til Oslo-aftalen i 1993, lyder det.
Oslo-aftalen blev indgået mellem Israel og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) i 1993 og førte til flere palæstinensiske selvstyreområder.
/ritzau/
