Nordkoreas leder understreger krigsalliance i nytårshilsen til Putin
Nordkoreanske soldater har delt blod, liv og død i samme skyttegrav i krigen mod Ukraine, siger Kim Jong-un.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, understreger lørdag den fælles alliance med Rusland i krigen mod Ukraine.I en nytårshilsen til den russiske præsident, Vladimir Putin, fortæller Kim Jong-un, at Nordkorea og Rusland har delt "blod, liv og død i samme skyttegrav".
Det oplyser det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA.
Kim Jong-un kalder 2025 for et "virkeligt meningsfuldt år" for alliancen mellem de to nationer.
Ifølge sydkoreanske og vestlige efterretningstjenester har Nordkorea sendt tusindvis af soldater i kamp for Rusland, der fortsætter sin næsten fire år lange krig mod Ukraine.
Nordkorea bekræftede i april, at landet havde sendt styrker afsted for at kæmpe side om side med Rusland i krigen, hvor også nordkoreanske soldater er blevet dræbt i kamp.
Tidligere i december erkendte Nordkorea, at landet havde sendt soldater til Ruslands Kursk-region i august for at rydde miner.
Mindst ni nordkoreanske soldater mistede livet under den 120 dage lange udsendelse, sagde Kim Jon-un i en tale i forbindelse med, at militærenheden vendte hjem til Nordkorea.
Nordkoreas leder oplyste for nylig, at landet skal producere flere missiler til næste år.
Ifølge det statslige nyhedsbureau har han beordret opførelsen af nye fabrikker, hvor der blandt andet skal produceres missiler.
Det nordkoreanske styre har øget testaffyringer af missiler markant i de seneste år. Blandt andet for at udfordre USA og Sydkorea, men også for at teste våben forud for en mulig eksport til Rusland, vurderer analytikere.
Ud over at sende soldater til fronten for at kæmpe for Rusland har Nordkorea også leveret artillerigranater, missiler og langtrækkende raketsystemer til Rusland.
Til gengæld sender Rusland økonomisk støtte, militær teknologi samt fødevare- og energiforsyninger til Nordkorea.
/ritzau/AFP
