KØB ABONNEMENT

Amerikanere modtager Nobelpris for stabiliserende økonomiske modeller

UDLAND • 12. OKT 2026 • 13:10

Robert E. Hall og Michael Woodford får Nobelpris i økonomi for nye modeller, der stabiliserer økonomien.

Årets Nobelpris i økonomi tildeles de to amerikanske forskere Robert E. Hall og Michael Woodford.

Det oplyser det kongelige svenske videnskabsakademi på et pressemøde i Stockholm mandag.

Prisen modtages for "mikroøkonomiske fundamenter for makroøkonomisk stabilisering".

Her har de to amerikanere vist, hvordan økonomiske modeller kunne gentænkes for at styrke stabiliseringspolitikken.

Modellerne viser, hvordan det er muligt at udjævne op- og nedture i den økonomiske udvikling gennem finans- og pengepolitiske tiltag, lyder det i pressemeddelelsen fra akademiet.

- Prisvindernes arbejde har givet os et solidt teoretisk fundament for de modeller, der i dag anvendes af centralbanker og regeringer verden over, siger formanden for komiteen, John Hassler, og fortsætter:

- Med disse modeller er vi bedre rustet til at håndtere økonomiske stød, såsom energikriser eller pludselige ændringer i husholdningernes forbrug, siger han.

I meddelelsen fremgår det, at siden de nye modeller er blevet introduceret, har de været nyttige i håndteringen af økonomiske tilbageslag.

Michael Dean Woodford er til daglig professor ved Columbia University, og Robert E. Hall er professor på Stanford University i USA.

Med prisen følger en præmiesum på 12 millioner svenske kroner, svarende til cirka 8 millioner danske kroner, som de to prismodtagere skal deles om.

Sidste års modtagere af Nobelprisen i økonomi tilfaldt den israelsk-amerikanske forsker Joel Mokyr, franskmanden Philippe Aghion og Peter Howitt fra Canada for forskning i innovationsdrevet økonomisk vækst.

Økonomiprisen er ikke en del af de originale Nobelpriser. Den blev indstiftet af Sveriges Riksbank i 1968 for at ære Alfred Nobels minde.

Prisen er blevet uddelt 58 gange.

I sidste uge blev det offentliggjort, hvem der får tildelt årets Nobelpriser i medicin, fysik, kemi, litteratur og fred.

Priserne uddeles først ved en ceremoni i Stockholm i december.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT