KØB ABONNEMENT

Temperaturer blev skruet op under cyberangreb i franske supermarkeder

UDLAND • 12. OKT 2026 • 14:39

Flere store franske supermarkedskæder er mandag blevet ramt af et cyberangreb, skriver AFP.

To store franske supermarkedskæder er mandag blevet ramt af et cyberangreb.

Det siger kæderne Intermarché og Coopérative U til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge de to supermarkedskæder fik cyberangrebet deres køleskabe til at skrue temperaturen op.

Omkring 150 til 200 Intermarché-butikker blev ramt af angrebet og næsten 100 Coopérative U-butikker, lyder det.

Fra Intermarché lyder det, at de afdelinger, som var påvirket af angrebet, bliver nødt til at smide alle de berørte produkter ud - både de, som er frosne, og de, som er friske.

Anklagemyndigheden i landets hovedstad bekræfter hændelsen.

Flere andre store supermarkedskæder skulle ligeledes være blevet ramt af angrebet.

BFM TV, en lokal tv-station, oplyser, at Frankrigs største supermarkedskæde E.Leclerc ligeledes blev ramt, da hackere "formåede at udløse en tvungen afrimning af kølesystemerne i flere butikker gennem fjernadgang".

E.Leclerc har endnu ikke bekræftet meldingen.

Et fransk nichemedie, der er specialiseret i detailhandlen, skriver desuden, at både Carrefour Market og Monoprix ligeledes var ramt af angrebet.

Supermarkedskæderne har endnu ikke bekræftet dette.

Det er uvist, hvem som står bag angrebet.

Administrerende direktør for Coopérative U, Dominique Schelcher, skriver i et opslag på X, at cyberangrebet har påvirket kølesystemerne siden søndag aften.

Han tilføjer desuden, at der er behov for en efterforskning af hændelsen.

- At angribe udstyr, der er afgørende for at opbevare friske produkter og for den franske befolknings fødevareforsyning, er yderst alvorligt og hidtil uset, skriver direktøren på X.

Hvor meget mad der skal smides ud, og hvad omfanget af de økonomiske tab er, er ikke oplyst.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT