Nato skal diskutere tiltagende udfordring fra Kina

25. NOV 2022 • 11:35UDLAND

Kinas oprustning og forsøg på at kontrollere infrastruktur skal diskuteres i Nato, siger Stoltenberg.

Kina er ikke en modstander for Nato. Men den stadig tiltagende kinesiske militære oprustning og Kinas forsøg på at kontrollere infrastruktur skal diskuteres blandt Nato-landene.

Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg på et pressemøde forud for næste uges Nato-ministermøde.

- Kina øger sin militære modernisering og sin tilstedeværelse i Arktis, i rummet og i cyberspace, siger Jens Stoltenberg.

Han understreger, at Ruslands invasion har gjort det klart, at Nato-lande har haft en "farlig afhængighed" af russisk gas. Derfor bliver Nato-landene nødt til at beskytte sig imod afhængighed af råvarer fra andre områder i verden, hvor man ikke kan være sikker på leverancerne.

- Vi må vurdere vores afhængighed af andre autoritære regimer. Ikke mindst Kina. Vi skal mindske vores sårbarhed og øge vores modstandsdygtighed, siger Jens Stoltenberg.

Udmeldingen kommer forud for, at Nato-landenes udenrigsministre i næste uge samles i Rumæniens hovedstad, Bukarest. Her vil Nato-landene diskutere, hvordan man skal forholde sig til Kina.

Dermed fortsætter Nato arbejdet med et finde et nyt ståsted i forhold til verdens mest folkerige land.

Det første skridt blev taget på Nato-topmødet i Madrid i juni. Her blev Nato-landene enige om et nyt strategisk koncept, der skal gælde de næste ti år.

Kina var ikke nævnt med et eneste ord i det forgående strategiske koncept fra 2010. Men i det nye koncept betegnes Kina som en "udfordring".

Konkret fastslår det nye strategiske koncept: "Kinas erklærede ambitioner og politik udfordrer vores interesser, sikkerhed og værdier".

Konceptet peger blandt andet på, at Kina forsøger at øge sin globale indflydelse og står bag cyber-operationer og misinformation om Nato og NATO-lande.

- Udenrigsministrene vil i Bukarest følge op på den beslutning, som stats- og regeringslederne traf i Madrid med det strategiske koncept. Her adresserede vi Kina på en måde, som vi aldrig tidligere har gjort i et strategisk koncept, siger Jens Stoltenberg.

Han understreger, at Nato-landene fortsat skal "engagere sig i Kina".

- Kina er ikke en modstander. Men på samme tid, så ser vi en markant militær modernisering af Kina. Det inkluderer avancerede våbensystemer, langtrækkende missiler og atomvåben.

- Vi ser, hvordan Kina og Rusland arbejder tættere sammen. Og vi ser, hvordan Kina forsøger at kontrollere central infrastruktur i Europa. Det så vi med diskussionerne om 5g-netværket. Kina deler heller ikke vores værdier om blandt andet menneskerettigheder.

- Derfor skal Nato-allierede sammen adressere alt dette. Og det er præcis, hvad vi vil gøre, når vi mødes i Bukarest, siger Jens Stoltenberg.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

17. APR 2024 • 09:59UDLAND
Ørkenbyen Dubai drukner i regn

SENESTE RITZAU