Næsten 800 anholdte under protester mod russisk mobilisering

25. SEP 2022 • 12:34UDLAND

Protester mod Putins delvise mobilisering i 33 byer, siger gruppe. Nu lyder der kritik fra Putins egne.

Næsten 800 personer er i weekenden blevet anholdt rundt om i Rusland for at protestere mod præsident Vladimir Putins ordre om mobilisering af 300.000 soldater.

Det rapporterer den uafhængige russiske borgerorganisationen OVD-Info ifølge Reuters.

Samtidig kritiserer to højtplacerede parlamentarikere den hårdhændede måde, som mobiliseringen foregår på. De beder om, at "excesserne", der er blevet mødt med vrede af russere, hører op.

Ifølge OVD-info blev der lørdag anholdt 798 personer i 33 byer. De fleste i Moskva.

Her gik eller stod små grupper af mennesker på en central plads i byen for at protestere. De fleste forholdt sig tavse. Men en kvinde ville ikke være tavs.

- Vi er ikke kanonføde, råbte hun, mens politiet slæbte hende væk

Det samme billede gentog sig i Skt. Petersborg. Her så nyhedsbureauet AFP en politivogn med cirka 30 anholdte personer. En 22-årig mand, Ilja Frolov, holdt et skilt med påskriften "fred".

- Jeg ønsker at give udtryk for min modstand over for, hvad der sker. Jeg ønsker ikke at gå i krig for Putin, sagde han.

Putin annoncerede onsdag i en tv-tale, at der skal foregå en delvis mobilisering for at kunne sætte nye styrker ind i krigen i Ukraine.

Mange unge mænd, der har alderen til at blive indkaldt, er flygtet. En del ud af landet. Det har ført til bilkøer ved grænser til nabolande, og mange fly ud af Rusland melder udsolgt.

Måden, som mobiliseringen foregår på - i mange tilfælde hårdhændet - mødes nu med kritik fra to af Putins nærmeste allierede: Formanden for Føderationsrådet, Valentina Matvijenko, og formanden for underhuset, Vjatjeslav Volodin.

- Sådanne excesser er absolut uacceptable, skriver Matvijenko på det sociale medie Telegram

- Jeg anser det for helt rigtigt, at de udløser en så skarp reaktion i samfundet, lyder det henvendt til Ruslands guvernører.

Volodin konstaterer, at der er indløbet klager over måden, som reservister indkaldes på.

- Hvis der begås en fejltagelse, er det nødvendigt at rette den. Myndigheder på alle niveauer bør forstå, hvad der er deres ansvar, skriver han i et opslag.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT