Muligt voldtægtsoffer fortalte veninde om hyggelig fest hos Marius Høiby

6. FEB 2026 • 13:54UDLAND

Den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby er tiltalt for at have voldtaget en kvinde under en efterfest.

En veninde til en kvinde, som ifølge den norske anklagemyndighed er blevet voldtaget af Marius Borg Høiby, har fredag afgivet forklaring i retten.

Her fortalte hun om en samtale, som de to veninder havde efter den formodede voldtægt, som ifølge tiltalen blev begået under en efterfest.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

- Jeg fik ikke noget at vide om noget, som skete under efterfesten, andet end at hun sagde, at det var hyggeligt, lød det fra veninden.

Det var Marius Borg Høiby, der holdt efterfesten. Den fandt sted i december 2018 i kælderen under det norske kronprinsepars bolig, Skaugum, uden for den norske hovedstad, Oslo.

Marius Borg Høiby er søn af Norges kronprinsesse, Mette-Marit.

Han er tiltalt for at have voldtaget kvinden ved et andet forhold end samleje.

På billeder og videooptagelser fra episoden, som politiet har fundet på Marius Borg Høibys telefon, ser kvinden ud til at sove.

Selv har hun forklaret, at hun ikke husker episoden, at der er et hul i hendes hukommelse fra efterfesten, og at hun har mistanke om, at hun fik et stof inden hændelsen, uden at hun vidste det.

Dommer Jon Sverdrup Efjestad spurgte veninden, om hun havde hørt om, at kvinden skulle have haft et "blackout" under efterfesten hos Marius Borg Høiby.

- Sagde hun noget til dig om, at hun havde en form for blackout, eller at hun besvimede til festen?, spurgte dommeren.

- Nej, det kan jeg ikke huske, svarede veninden ifølge NTB.

Marius Borg Høiby fortalte tirsdag i retten, at han og kvinden havde sex i kælderen under Skaugum-residensen den pågældende nat, og at kvinden var vågen. Men han kan ikke huske, at han skal have udsat kvinden for de seksuelle handlinger, som er beskrevet i tiltalen.

Han nægter sig skyldig i voldtægt. Det gælder både for kvinden fra efterfesten og tre andre kvinder, som han ifølge anklagemyndigheden også har voldtaget.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT