Minnesota vil med søgsmål have færre ICE-betjente i delstaten

13. JAN 2026 • 04:06UDLAND

Minnesota går til domstol i forsøg på at skrue ned for immigrationsmyndigheders tilstedeværelse i delstaten.

Den amerikanske delstat Minnesota har mandag lagt sag an mod USA's præsident Donald Trumps administration i et forsøg på at skrue ned for antallet af betjente fra immigrationsmyndigheden ICE i delstaten.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker i kølvandet på, at den 37-årige kvinde Renee Nicole Good i sidste uge blev skudt og dræbt i byen Minneapolis af en betjent fra ICE.

I søgsmålet, der er indgivet af delstatens demokratiske justitsminister, Keith Ellison, anmodes en føderal domstol i Minnesota om at erklære tilstrømningen af betjente fra ICE for forfatningsstridig og ulovlig.

Domstolen anmodes desuden om at forhindre Trump-administrationen i at anholde amerikanske statsborgere og personer med amerikansk visum, hvis ikke der er rimelig grund til at tro, at personerne har begået kriminalitet.

- Indsættelsen af tusindvis af bevæbnede, maskerede betjente i Minnesota har påført vores stat alvorlig skade. Der er i realiteten tale om en føderal invasion af Twin Cities (Byerne Minneapolis og Saint Paul, red.) og Minnesota, og det må stoppe, siger Ellison ifølge Reuters på et pressemøde mandag.

Også i den demokratisk-ledede delstat Illinois er der mandag blevet indgivet et søgsmål mod Trumps-administration i et forsøg på at forhindre en tilstrømning af betjente.

Tricia McLaughlin, der er talsperson for USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, DHS, beskylder Ellison for at vægte politik højere end den offentlige sikkerhed.

- Fristedspolitikere ("sanctuary politicians", red.) som Ellison er lige præcis årsag til, at DHS rykkede ind i Minnesota i første omgang.

- Hvis han, Tim Walz (guvernør i Minnesota, red.) eller Jacob Frey (borgmester i Minneapolis, red.) bare havde udført deres pligt til at beskytte befolkningen i Minnesota, ville vi slet ikke have denne samtale, skriver McLaughlin i en udtalelse.

Den amerikanske regering har som en del af Trumps indsats med at deportere ulovlige immigranter skruet op for de amerikanske immigrationsmyndigheders tilstedeværelse i flere amerikanske byer og stater.

USA's minister for indenlands sikkerhed, Kristi Noem, oplyste søndag, at hendes ministerium ville sende yderligere hundredvis af betjente fra DHS til Minnesota.

Betjentenes opgave er ifølge Noem at styrke sikkerheden for de ansatte i ICE og grænsekontrolmyndighederne, som arbejder i Minnesota.

Omkring 2000 betjente var på det tidspunkt allerede blevet sendt til området omkring storbyerne Minneapolis og Saint Paul i det, som DHS har kaldt sin største operation nogensinde.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT