Mindst 31 er dræbt i israelske angreb i Libanon
Det israelske militær har indledt en offensiv indsats mod Hizbollah, der kan vare flere dage, melder hærchef.
31 personer er blevet dræbt i israelske angreb i Libanon, mens yderligere 149 er blevet såret.Det skriver det statslige libanesiske nyhedsbureau NNA mandag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Libanons sundhedsministerium melder mandag morgen ifølge nyhedsbureauet AFP om præcis samme antal dræbte og sårede.
I udtalelsen fra ministeriet fremgår det, at der både er tale om dræbte og sårede i israelske angreb på Libanons hovedstad, Beirut, og i den sydlige del af Libanon.
Det israelske militær meddelte natten til mandag, at det var gået i gang med at bombe den shiamuslimske Hizbollah-milits på tværs af Libanon.
Sidenhen har der været meldinger om eksplosioner i de sydlige forstæder til Libanons hovedstad, Beirut. Området er højborg for Hizbollah.
Natten til mandag opfordrede det israelske militær desuden beboere i 50 byer og landsbyer i Libanon til at søge væk forud for angreb mod Hizbollah-militante.
Angrebene fra det israelske militær sker, efter at der kort forinden var blevet affyret raketter mod Israel fra Libanon.
Hizbollah har i en udtalelse natten til mandag bekræftet, at bevægelsen har sendt missiler og en sværm af droner mod Israel.
Det har militsen gjort som hævn for drabet på Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, fremgår det af udtalelsen.
Israels hærchef, Eyal Zamir, siger mandag ifølge det israelske medie Times of Israel, at militæret har indledt en offensiv militær indsats mod Hizbollah, som formentligt vil vare i flere dage.
- Vi har indledt en offensiv militær indsats mod Hizbollah. Vi er ikke kun i defensiven, nu går vi i offensiven, siger han under en evaluering af nattens angreb.
- Vi skal forberede os på flere dages kampe, mange.
Libanons præsident, Joseph Aoun, sagde natten til mandag, at raketangrebene på Israel skader hans regerings indsats for at skåne Libanon for en regional krig.
- Affyringen af missiler fra libanesisk territorium er et angreb på alle de bestræbelser og anstrengelser, som den libanesiske stat har gjort for at holde Libanon ude af de farlige militære konfrontationer, skrev han i en udtalelse.
/ritzau/
