Mindst 18 er døde i oversvømmelser i Centraleuropa

16. SEP 2024 • 22:23UDLAND

Siden torsdag har dele af Østrig fået fem gange så meget regn, som der normalt falder i hele september.

De oversvømmelser, der har ramt dele af Centraleuropa, har kostet mindst 18 mennesker livet. Det meddeler myndigheder i de berørte lande mandag.

Syv er døde i Rumænien, fire i Polen, fire i Østrig og tre i Tjekkiet. Adskillige andre er savnet.

Storm og massiv regn har præget de fire lande samt dele af Ungarn og Slovakiet siden fredag.

Mange steder er floder og vandløb gået over deres bredder, elforsyningen er blevet afbrudt, og fjerntliggende landsbyer er nogle steder blevet afskåret fra omverdenen.

De kraftige regnskyl har skabt store oversvømmelser, der nogle steder har lagt hele bykvarterer under vand.

Andre steder er den offentlige transport indstillet på grund af oversvømmelserne.

- Jeg har boet her i 16 år, og jeg har aldrig set så store oversvømmelser, siger Judith Dickson, der bor i byen Sankt Pölten vest for Østrigs hovedstad, Wien.

De dødsofre, der indtil videre er registreret i Østrig, er en brandmand samt to ældre mennesker på 70 og 80 år. Mandag aften meldte Østrig så om, at man havde fundet et fjerde dødsoffer - en mand, hvis lig flød i vandet.

Siden torsdag har dele af Østrig fået omkring fem gange så meget regn, som der normalt falder i hele september.

Oversvømmelserne har fået 12 dæmninger til at briste. Det har betydet, at store mængder af mudret vand er skyllet gennem gaderne.

Det er især delstaten Niederösterreich, der også omfatter Wien, som er hårdt ramt.

Hundredvis af mennesker har måttet evakueres med redningshelikopter fra tagene på deres huse eller biler.

Også Tjekkiet, Polen og Rumænien har meldt om dødsfald, evakueringer og betydelige ødelæggelser.

Tjekkisk politi melder om tre omkomne og otte savnede.

Polsk politi opjusterede mandag antallet af omkomne til fire, men understreger, at man endnu ikke har fastslået de præcise dødsårsager.

I Rumænien, hvor mange mennesker måtte flygte op på tagene af deres huse, er syv døde.

- I sammenligning med 2013 var vandmængderne næsten tre gange så store. Det var svært at håndtere den form for vrede fra naturens side, siger premierminister Marcel Ciolacu.

Ifølge forskere er menneskeskabte klimaforandringer med til at øge hyppigheden og intensiteten bag de ekstreme vejrfænomener som det massive regnvejr og efterfølgende oversvømmelser, der har ramt Centraleuropa.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT