Mette-Marit rystet over Epstein-historier: Ofre har min støtte
Norges kronprinsesse udtaler sig på ny om sit omdiskuterede forhold til afdøde Jeffrey Epstein.
Norges kronprinsesse, Mette-Marit, erklærer sig rystet over Epstein-ofrenes historier.Det gør hun i en skriftlig udtalelse til NRK tirsdag.
- Jeg er dybt rystet over historierne fra de mange ofre for Epstein, og de har min fulde støtte. Det er vigtigt, at deres stemmer bliver hørt, siger Mette-Marit.
- Både som kvinde og mor støtter jeg dem.
Den skriftlige udtalelse fra Mette-Marit er en reaktion på udtalelser fra Marina Lacerda, som offentligt har fortalt om at være blevet misbrugt af seksualforbryderen Jeffrey Epstein. Hendes vidneudsagn dannede blandt andet grundlag for en føderal tiltale mod Epstein i 2019.
I programmet Debatten på NRK retter Lacerda kritik mod den norske kronprinsesse, hvis forhold til Epstein har været omdiskuteret de seneste uger.
- Hun burde starte med at være ærlig, siger Lacerda om sine ønsker til Mette-Marit.
- Tage ansvar for de samtaler, hun havde med denne mand, som befandt sig i en verden, hvor han udøvede menneskehandel med børn og misbrugte dem, fortsætter Lacerda ifølge NRK.
Det er blandt andet kommet frem, at Mette-Marit opholdt sig i Jeffrey Epsteins hus i Palm Beach i Florida i fire dage med en veninde.
Flere beskeder sendt mellem de to har også været fremme.
I 2011 skrev Mette-Marit blandt andet til Epstein, at hun havde googlet ham, og at det "ikke så godt ud". Efter beskeden havde hun tilføjet en glad smiley.
I 2012 skrev Mette-Marit til Epstein, at hun syntes, at han var "charmerende".
Mette-Marit beklager i den skriftlige udtalelse, som er sendt fra det norske kongehus, på ny, at hun ikke hurtigt nok forstod, "hvad for en slags menneske", Epstein var.
Hun brød ifølge kongehuset kontakten til Epstein i 2014.
Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige. Finansmanden blev i 2008 dømt for handel med mindreårige piger.
/ritzau/
