KØB ABONNEMENT

Merz vil have en omfattende reform af pensionssystemet i Tyskland

UDLAND • 13. OKT 2026 • 11:19

Ifølge den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, forventes en ny pensionsreform at træde i kraft i 2027.

Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, siger tirsdag, at han ønsker en omfattende reform af det tyske pensionssystem.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig lyder det fra forbundskansleren, at tyske lønmodtagere og arbejdsgivere i en periode skal betale mere ind til pensionssystemet.

Det skal ske for at imødekomme demografiske ændringer, tilføjer han.

Ifølge Merz er Tyskland mindst 30 år bagud med planer om en pensionsreform.

Den nye reform ventes at træde i kraft i første kvartal af 2027, skriver Reuters.

Merz tilføjer, at han ikke har et mål om at være "nationens yndling", men vil give den yngre generation et nyt perspektiv.

- Min intention er at få dette land på rette kurs, så vi frem for alt igen kan tilbyde den yngre generation ordentlige fremtidsudsigter, siger Merz under en konference arrangeret af en arbejdsgiverforening ifølge Reuters.

Det fremgår ikke nærmere, hvad en ny tysk pensionsreform skal indeholde.

Under konferencen siger Merz, at han er villig til at ofre sin popularitet i meningsmålingerne for at gennemføre længe ventede reformer af velfærdssystemet.

Den 70-årige Merz er leder af det konservative CDU og er i regering sammen med socialdemokraterne.

Forbundskansleren er i øjeblikket under pres efter tilbagegang i meningsmålingerne og et katastrofevalg for hans parti i delstaten Sachsen-Anhalt i september.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT