Mand idømt livsvarigt fængsel for at påkøre juleparade

17. NOV 2022 • 17:50UDLAND

40-årig mand dræbte sidste år seks mennesker og sårede over 60, som var optaget af musik og dans i juleoptog.

En mand i det midtvestlige USA er blevet idømt livsvarigt fængsel for med fuldt overlæg at have påkørt et juleoptog i delstaten Wisconsin sidste år.

Seks mennesker blev dræbt. Der var tale om fire kvinder, en mand og en otteårig pige. Flere end 60 blev såret.

Den 40-årige Darrell Brooks blev i oktober fundet skyldig i at have haft til hensigt at begå overlagte drab ved påkørslen af optoget.

Der var ikke tale om en terrorhandling ifølge dommen.

Den dømte flygtede fra stedet efter at have ramt juleoptoget.

- Ærligt talt så fortjener du det, sagde dommer Jennifer Dorow. Hun tilføjede, at Brooks havde ramt i alt 68 mennesker med sin bil.

Dommeren tilføjede, at den 40-årige havde udvist en fuldstændig ligegyldighed over for andres liv, at han var tidligere straffet, og at han var fuldstændigt og aldeles uden anger over sin handling.

En række ofre, som blev såret ved bilangrebet, har tidligere i denne uge fortalt om deres traumer og lidelser.

Som led i forsvaret sagde Brooks' mor, at hendes søn har psykiske problemer, og at det ville være mere passende at indlægge ham på et psykiatrisk hospital end at sende ham i fængsel.

Brooks talte selv under retssagen. Han gav udtryk for, at han er ked af det og ikke forstår, hvorfor han handlede, som han gjorde.

Adskillige gange ignorerede Brooks dommeren, når han fik besked på at sætte sig ned. Han blev under selve domsafsigelsen derfor ført til et separat rum.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU