Macron: Danmark får rolle i fransk atomafskrækkelse

2. MAR 2026 • 16:37UDLAND

Danmark vil deltage i fransk indsats om atomafskrækkelse, siger Macron ifølge Reuters.

Danmark skal sammen med flere europæiske lande deltage i en fransk-ledet indsats for atomafskrækkelse.

Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på et pressemøde mandag, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Otte lande har ifølge præsidenten aftalt at deltage i et "avanceret" atomafskrækkelsesprogram, skriver AFP.

Det gælder Tyskland, Storbritannien, Polen, Holland, Belgien, Grækenland, Sverige og altså Danmark.

Landene vil kunne huse "strategiske luftstyrker", som dermed vil kunne "sprede sig ud over det europæiske kontinent" for at "komplicere vores modstanderes beregninger", siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet.

Fra dansk side er det endnu ikke bekræftet, hvorvidt eller hvordan Danmark potentielt vil deltage i den franske indsats.

Statsministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at der holdes pressemøde mandag klokken 18.30 "i lyset af den tale, den franske præsident har afholdt".

På pressemødet deltager statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Macron fortæller på sit pressemøde mandag, at Frankrig vil øge landets atomvåbenarsenal.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB er det den første atomoprustning fra landet siden 1992.

På pressemødet, der finder sted på Frankrigs atomubådsbase i Ile Longue, kalder Macron en opgradering af Frankrigs atomarsenal for "afgørende".

- Derfor har jeg beordret en stigning i antallet af atomsprænghoveder i vores arsenal, siger præsidenten ifølge AFP.

Frankrig råder ifølge nyhedsbureauet over verdens fjerdestørste atomarsenal. Landet anslås at have omkring 290 atomsprænghoveder.

Den franske præsident uddyber dog ikke, hvor meget Frankrig vil øge arsenalet med.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

2. MAR 2026 • 15:54UDLAND
Medier: Khameneis hustru er død
FÅ ABONNEMENT