Machado lader sin Nobels fredspris blive hos Trump

16. JAN 2026 • 12:15UDLAND

Nobelinstituttet har afvist, at en Nobelpris kan videregives, som Machado ellers har gjort til Trump.

Den venezuelanske oppositionsleder, Maria Corina Machado, som modtog Nobels fredspris i december, har ladet sin fredspris blive hos USA's præsident, Donald Trump.

Det fortæller Trump selv ifølge nyhedsbureauet AP. Det skriver det norske medie NTB.

Trump skrev natten til fredag på sit sociale medie, Truth Social, at Machado havde overrakt Nobels fredspris til ham.

- Hun er en vidunderlig kvinde, som har været igennem så meget. María overrakte mig sin Nobels fredspris for det arbejde, jeg har udført. En så smuk gestus af gensidig respekt. Tak, María!, lød det fra præsidenten.

Maria Corina Machado havde sin pris med, da hun torsdag mødtes med den amerikanske præsident i Det Hvide Hus i Washington D.C.

Mødet fandt sted, efter at Trump tidligere i januar iværksatte en stor militæraktion for at tage Venezuelas nu afsatte præsident, Nicolás Maduro, til fange.

Machado modtog i december Nobels fredspris for sin kamp "for demokrati over for en stigende grad af autoritært styre".

Hun er lederen af den demokratiske bevægelse, der kæmper for frie valg og folkevalgte regeringer i det sydamerikanske land.

Efterfølgende sagde Machado, at hun godt kunne forestille sig at dele fredsprisen med Trump.

Kilder fortæller til det amerikanske medie CNN, at Trump har tænkt sig at beholde fredsprisen.

Nobelinstituttet i Norge har afvist, at en Nobelpris kan deles eller gives videre til andre.

- Når annonceringen er truffet, står beslutningen for evigt, oplyser Nobelinstituttet.

Maria Corina Machado er ikke den første nobelprismodtager, som af den ene eller anden årsag har givet sin pris fra sig.

Den danske fysiker Niels Bohr modtog i 1922 Nobelprisen i fysik for sin teori om atomernes struktur.

Han donerede den dog i 1940 til en auktion til fordel for den finske civilbefolkning under Vinterkrigen.

Her blev medaljen købt for 5000 kroner af Carlsbergfondet, der skænkede den til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød i Nordsjælland.

Foruden Niels Bohr har 13 andre danskere modtaget en Nobelpris.

Senest Morten Meldal, der sammen med amerikanerne Carolyn Bertozzi og Barry Sharpless, blev tildelt Nobelprisen i kemi i 2022 for udvikling af klikkemi og bioortogonal kemi.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

14. JAN 2026 • 22:21UDLAND
Trump fastholder ønske om Grønland

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT