Kyiv meldes under stort russisk luftangreb natten til fredag
Ifølge Ukraines præsident er fire personer døde i natlige russiske angreb i Ukraine. Tre meldes dræbt i Kyiv.
Ukraines hovedstad, Kyiv, meldes natten til fredag under et større russisk luftangreb.Ifølge byens borgmester, Vitalij Klytjko, viser de foreløbige opgørelser, at tre personer er døde.
Desuden skal 26 personer være kommet til skade, hvoraf fire, herunder en gravid kvinde, bliver behandlet for deres skader på hospitalet. En person er i kritisk tilstand, lyder det.
Ukrainske myndigheder oplyser, at brande og dele af nedfaldne droner har beskadiget boligblokke, en skole, en lægeklinik og administrative bygninger i flere områder af hovedstaden.
- Russerne rammer boligblokke. Der er mange beskadigede højhuse i stort set alle bydele, skriver Tymur Tkatsjenko, som står i spidsen for Kyivs militære administration, på Telegram.
Han tilføjer, at Rusland både har sendt droner og missiler ind over den ukrainske hovedstad, og at redningsmandskab er rykket ud til flere dele af byen.
Klytjko oplyser, at også hovedstadens varmeforsyning er blevet beskadiget som følge af nattens angreb. I en bydel skal adgangen til varme være fuldstændig afbrudt.
Borgmesteren advarer desuden om, at der kan være afbrydelser i forsyningen af strøm og vand.
Klytjko siger, at tre boligblokke i distriktet Dniprovskyj, der ligger på den østlige side af Dnipro-floden, er blevet beskadiget.
Samtidig er to bygninger blevet beskadiget i den nærliggende bydel Desnjanskyj. Det samme er tilfældet for fem bygninger i bydelen Podil, der ligger på den anden side af floden.
Rusland har ifølge Ukraines luftvåben også rettet angreb mod flere andre ukrainske regioner over natten.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver fredag morgen på X, at Rusland har brugt omkring 430 droner og 18 missiler i nattens angreb.
Ifølge præsidenten er fire personer blevet dræbt.
I Rusland er der natten til fredag også meldinger om ukrainske luftangreb.
På Telegram lyder det fra det operationelle hovedkvarter i den russiske region Krasnodar, at droner har angrebet havnebyen Novorossijsk ved Sortehavet.
Dele fra en nedstyrtet drone skal have ramt tre beboelsesejendomme, hvor vinduerne er blevet knust.
Også et oliedepot og et anlæg ved kystlinjen i havnebyen meldes beskadiget ved angrebet.
Det russiske udenrigsministerium skriver tidligt fredag morgen på Telegram, at landets luftforsvarssystemer over natten har destrueret 216 ukrainske droner.
66 af dem skal være blevet taget ned over Krasnodar, skriver ministeriet ifølge Reuters.
Der er ingen meldinger om dræbte eller tilskadekomne som følge af droneangrebene i Rusland.
/ritzau/Reuters
