Tre meldes dræbt efter russisk angreb på Kyiv

28. SEP 2025 • 08:31UDLAND

Mindst fem personer er natten til søndag og søndag morgen blevet såret under russiske luftangreb i Kyiv.

Ukraines hovedstad, Kyiv, er søndag morgen under massive russiske luftangreb.

Det skriver Vitalij Klytjko, som er Kyivs borgmester, på den krypterede beskedtjeneste Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.

Her opfordrer han desuden befolkningen til at blive i beskyttelsesrummene.

Beredskabet oplyser kort efter klokken 08.15, at mindst tre er blevet dræbt. Det inkluderer en 12-årig pige.

Klytjko oplyste tidligere på morgenen på beskedtjenesten Telegram, at mindst fem var kommet til skade.

Ifølge militæradministrationen i Kyiv har Rusland angrebet hovedstaden med både droner og missiler.

Kyivs luftforsvarssystemer har ifølge nyhedsbureauet Reuters været i gang stort set hele natten.

Tidligt søndag morgen skriver Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha, i et opslag på X, at Rusland har affyret hundredvis af droner og missiler mod Ukraine natten til søndag.

- Igen ødelagde hundredvis af droner og missiler boligblokke og forårsagede skader på civile, skriver udenrigsministeren.

Data fra Ukraines luftvåben viste tidligere på morgenen, at luftalarmerne lød over hele landet.

I den sydøstlige ukrainske region Zaporizjzja lyder det fra den lokale guvernør, at mindst fire personer er blevet såret under nattens angreb.

- Endnu en gang bliver boligblokke og infrastruktur ramt. Endnu en gang er det en krig mod civile, siger Andrij Jermak, der er stabschef for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

- Der vil komme en reaktion på det her. Men Vestens økonomiske stød mod Rusland bør også være hårdere, tilføjer stabschefen.

Ruslands luftangreb mod Ukraine fik sent natten til søndag det polske militær til at sende militærfly på vingerne.

Kort efter lukkede luftrummet over to lufthavne i det sydøstlige Polen. Det skete ifølge flyhjemmesiden FlightRadar24 på grund af uplanlagt militær aktivitet i forbindelse med sikring af statens sikkerhed.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT