Kvinder sagsøger Epsteins dødsbo for at opbevare billeder af dem

UDLAND17. SEP 2026 • 00:45

40 personer sagsøger Epsteins dødsbo, fordi finansmanden angiveligt havde overgrebsbilleder af dem som børn.

To kvinder, hvis billeder som piger blev fundet i pornografisk materiale beslaglagt hos Jeffrey Epstein, har anlagt et kollektivt søgsmål med krav om erstatning fra den afdøde sexforbryders dødsbo.

Det fremgår af retsdokumenter, der er indleveret ved en domstol på Manhattan i New York.

Epstein havde en samling med tusindvis af billeder og videoer af overgreb mod børn.

De to kvinder spiller dog kun en lille part i søgsmålet, der er anlagt på vegne af over 40 personer.

Nogle af de 40 personer var angiveligt i Epsteins såkaldte modelbog, som var en samling af overgrebsmateriale af børn.

Efterforskere beslaglagde bogen i hans hjem i New York i 2019, fremgår det af retsdokumenterne.

Andre personer fremgik af mere end 10.000 downloadede videoer og billeder med overgrebsmateriale mod børn samt pornografi, lyder det i søgsmålet.

Epstein blev i 2008 dømt for at have opfordret en mindreårig til prostitution.

Han blev i 2019 tiltalt for menneskehandel med mindreårige med henblik på seksuel udnyttelse. Han døde i fængslet samme år.

Finansmanden blev aldrig retsforfulgt for at have fremstillet, skaffet eller distribueret overgrebsmateriale mod børn til sig selv eller andre.

Søgsmålet er anlagt mod Epsteins tidligere advokat Darren Indyke og hans tidligere revisor Richard Kahn, der i fællesskab står for at bestyre Epsteins dødsbo.

Advokaten Daniel Weiner, der repræsenterer Indyke, ønsker ikke at kommentere sagen. En advokat for Kahn er ikke vendt tilbage på en anmodning om en kommentar.

En af kvinderne hævder, at Epstein stjal halvnøgne billeder af hende, som blev taget, da hun var 12 år gammel.

En anden kvinde har sagt, at hun befinder sig i overgrebsmateriale mod børn, som blev beslaglagt i 2019, men som fortsat er i omløb.

Søgsmålet anmoder domstolen om at oprette et program til at underrette personer, der optræder i Epsteins samling.

Det anmoder desuden domstolen om at beordre Epsteins dødsbo til at betale sagsøgerne 150.000 dollar hver ud over andre økonomiske godtgørelser.

Det svarer til knap én million danske kroner.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT