Kongeskibet Dannebrog har lagt til kaj i Oslo inden Haralds begravelse

UDLAND8. SEP 2026 • 15:05

En dag inden kong Haralds begravelse er kongeskibet "Dannebrog" ankommet til Norge.

Kongeskibet "Dannebrog" er ankommet til Oslo, hvor kong Harald onsdag begraves.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB, der også har foreviget billeder af, at det danske kongeskib nu ligger til kaj på Honnørbryggen foran rådhuset i Oslo.

Det danske kongehus har oplyst til det norske medie VG, at kong Frederik og dronning Mary ikke er om bord, men at parret skal bo på kongeskibet og sejle med det hjem efter begravelsen.

I kongehusets kalender fremgår det, at kongeparret skal sejle hjem med skibet fra Oslo torsdag.

Foruden kongeparret deltager også kronprins Christian og dronning Margrethes søster, prinsesse Benedikte, i kong Haralds begravelse.

Dronning Margrethe blev søndag indlagt på Rigshospitalet i København efter et ildebefindende og deltager derfor ikke i kong Haralds begravelse.

Hun har det efter omstændighederne godt og er ved godt mod, lød det søndag fra kongehuset.

Tidligere tirsdag befandt det danske kongeskib sig i Oslofjorden.

Pressevagten i det norske forsvar, Aleksander Hage, oplyste til nyhedsbureauet NTB, at flere fartøjer samledes i formation i den ydre del af Oslofjorden og sejlede mod Oslo.

Det skulle ske "som en sidste honnør til majestæten".

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongeskibet "Norge" skal ligge ved Honnørbryggen i Oslo foran Oslo Rådhus under begravelsen.

Begravelsen finder sted i Oslo Domkirke. Ceremonien i domkirken begynder klokken 13.00 onsdag.

Også kongelige fra Belgien, Japan, Jordan, Spanien, Storbritannien og Sverige deltager.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT