Kinesiske hackere har angiveligt spioneret på Holland
Kinesiske hackere trængte sidste år ind i internt netværk i det hollandske forsvarsministerium, siger Holland.
Kinesiske hackere trængte sidste år ind i et internt computernetværk i det hollandske forsvarsministerium.Sådan lyder det i en rapport fra to hollandske efterretningstjenester MIVD og AIVD i en rapport, der er blevet offentliggjort tirsdag. Det skriver Reuters.
Ifølge de to hollandske efterretningstjenester havde de kinesiske hackere støtte fra den kinesiske stat.
Angiveligt har de kinesiske hackere placeret "sofistikeret, ondsindet malware" i forsvarsministeriets netværk.
- Kina bruger denne type malware til at udføre spionage mod computernetværk, skriver efterretningstjenesterne i en fælles erklæring i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.
Det er første gang, at Holland offentligt har sagt, at Kina har udført cyberspionage mod landet.
Ifølge Reuters vokser spændinger omkring national sikkerhed mellem den kinesiske hovedstad, Beijing, og den hollandske by Haag, hvor Den Internationale Domstol blandt andet har hovedsæde.
Reuters har spurgt den kinesiske ambassade i Holland om en kommentar til beskyldningerne fra de to efterretningstjenester. De har endnu ikke responderet.
Sidste år vurderede efterretningstjenesten AIVD, at Kina udgjorde den største trussel mod den økonomiske sikkerhed i Holland.
Årsagen til dette skal findes i spionageforsøg mod teknologivirksomheder og landets universiteter.
Kina har blandt andet udset sig virksomheden ASML som mål. ASML er "verdens mest dominerende" leverandør af litografimaskiner, der bruges til at fremstille computerchips.
Også herhjemme udgør Kina en trussel.
Sådan lød et af budskaberne, da Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) i slutningen af 2023 udgav deres årlige rapport "Udsyn", hvor truslerne mod Danmark vurderes.
/ritzau/