Kinesisk talsperson: Natos advarsel er koldkrigsmentalitet

11. JUL 2024 • 04:44UDLAND

Kina kommenterer på melding fra Nato-medlemslande, der advarer mod kinesisk indblanding i krigen i Ukraine.

En talsperson for Kinas udsending til EU har tirsdag kommenteret på Nato-landenes advarsel til regeringen i Beijing.

- Som vi alle ved, har Kina ikke skabt krisen i Ukraine, udtaler talspersonen i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Fra Nato-medlemslandene lød det onsdag, at styret i Kina spiller en afgørende rolle for Ruslands krig i Ukraine, og kinesernes hjælp til Rusland bekymrer alliancens lande "dybt".

Derfor har de sendt en direkte advarsel til Kina i et fælles kommuniké fra Nato-topmødet, der afholdes i Washington i disse dage.

Dermed skærper alliancen retorikken over for Kina, der blev nævnt første gang i en Nato-topmødetekst i 2019.

Fra den kinesiske talsperson lyder det dog, at retorikken har "koldkrigsmentalitet".

På et pressemøde uddyber Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, hvorfor de allierede lande har skærpet tonen over for Beijing.

Begrundelsen for advarslen er ifølge nordmanden, at Kina sender udstyr, værktøjer og software, der kan benyttes både civilt og militært, til Rusland.

- Det gør det muligt for Rusland at bygge missiler og bomber, som de bruger til at angribe Ukraine.

- Det, at det skrives klart nu, er en vigtig besked til Kina, sagde Stoltenberg på pressemøde.

De allierede mødes igen torsdag til sidstedagen af Nato-topmødet i USA.

Kinas præsident, Xi Jinping, og Ruslands leder, Vladimir Putin, underskrev i maj en erklæring om, at de to store lande ønskede at styrke deres strategiske partnerskab.

Erklæringen blev underskrevet kort efter Putins ankomst til Beijing, hvor han blev budt velkommen ved en stor ceremoni foran Folkets Store Hal på den vestlige side af Den Himmelske Freds Plads i den kinesiske hovedstad.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT