Kinesisk ambassadør takker Musk for at komme med Taiwan-plan

10. OKT 2022 • 08:08UDLAND

Det kan måske være en acceptabel løsning at gøre Taiwan til en særlig administrativ zone, siger Elon Musk.

Kinas ambassadør i USA takker Tesla-direktør Elon Musk for at have foreslået at gøre Taiwan til en særlig administrativ zone af Kina.

I et interview med Financial Times fredag sagde Musk, der for nylig gjorde sig bemærket ved at komme med en fredsskitse for Ukraine, at han havde et forslag i forbindelse med Taiwan:

- Min anbefaling vil være at finde ud af noget i Taiwan med en særlig administrativ zone, der er relativt acceptabel, men formentlig ikke vil gøre alle glade, sagde Musk.

Kinas ambassadør til USA, Qin Gang, takker Musk og kalder hans tanker "en opfordring til fred".

Qin Gang understreger, at Kina ønsker en "fredelig genforening samt" en løsning der indebærer "et land, to systemer".

Det er den officielle styreform flere andre steder som Hongkong og Macao.

Hsiao Bi-khim, Taiwans repræsentant i USA og de facto-ambassadør, mener, at Musk skulle have blandet sig udenom.

- Taiwan sælger mange produkter, men vores frihed og demokrati er ikke til salg, skriver hun.

- Ethvert varigt forslag om vores fremtid må besluttes på fredelig vis uden tvang og med respekt for folkets ønsker i Taiwan.

Musks forslag kom som svar på et spørgsmål om Kina, hvor elbilfabrikanten Tesla har en stor fabrik.

Taiwan ligger øst for Kina og betragter sig selv som en selvstændig stat med sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.

Kina anser omvendt Taiwan som en del af sit territorium, selv om parterne har haft hver deres styre, siden borgerkrigen i Kina sluttede i 1949.

Skiftende kinesiske ledere har fastholdt, at på et eller andet tidspunkt skal Taiwan igen under Beijings fulde kontrol. Om nødvendigt med militærmagt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU