Kina har netop haft sin varmeste måned nogensinde

1. AUG 2024 • 13:00UDLAND

Shanghai har varsel om ekstrem varme, og Hangzhou kan slå rekord lørdag efter rekordvarm måned i Kina.

Kina har registreret sin varmeste måned nogensinde, siden landet for seks årtier siden begyndte at lave opgørelser.

Den varmeste måned hidtil er nemlig den netop overståede juli måned.

Det oplyser kinesiske statsmedier torsdag.

Sidste måned "var den varmeste juli, siden fuldstændige opgørelser begyndte i 1961, og den varmeste enkeltstående måned i opgørelsernes historie". Det oplyser det statslige CCTV med henvisning til vejrmyndigheder.

Den gennemsnitlige lufttemperatur var 23,21 grader i juli. Den hidtidige rekord blev sat i 2017, hvor gennemsnitstemperaturen var på 23,17 grader.

I østlige regioner vil temperaturen fortsætte med at stige næste uge, lyder prognoserne. Det gælder også i Shanghai, hvor der torsdag er varsel om ekstrem varme.

- Næste uge bliver mere af det samme. Det er ligesom at være på en kogeplade, siger en bruger på det sociale medie Weibo som svar på varslet fra millionbyen.

- Det er virkelig varmt. Har Shanghai gjort noget for at gøre guderne vrede?, spørger en anden.

I den nærliggende by Hangzhou kan det blive 43 grader celsius lørdag. Det vil slå byens varmerekord ifølge vejrmyndighederne.

Det er kun lidt over en uge siden, at Jorden havde sin varmeste dag nogensinde.

Som reaktion på den ekstreme varme kom FN's generalsekretær, António Guterres, i en tale i FN's hovedkvarter i New York med en opfordring til det internationale samfund om, at det må reagere på hedebølger, som forstærkes og gøres ekstreme af klimaforandringerne.

- Milliarder af mennesker står over for en ekstrem hedebølgeepidemi, og mange lider under stadig farligere forhold med temperaturer på over 50 grader.

- Det er halvvejs til kogepunktet, sagde han.

Kina er verdens største udleder af drivhusgasser.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT