Kim Jong-un besigtiger atomdrevet ubåd sammen med sin datter

25. DEC 2025 • 04:43UDLAND

Kim Ju-ae har sammen med Nordkoreas leder besøgt et skibsværft for at se byggeriet af en atomdrevet ubåd.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har besøgt et skibsværft i landet, hvor han har besigtiget byggeriet af en atomdrevet ubåd.

Det rapporterer det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA torsdag.

Med sig havde han datteren Kim Ju-ae. Det viser billeder bragt af KCNA. Det fremgår ikke, hvor eller hvornår besøget har fundet sted.

Datteren var indtil for et par år siden ukendt i offentligheden, men er siden slutningen af 2022 flere gange blevet set sammen med sin far ved officielle begivenheder.

Analytikere mener ifølge Reuters, at hun kan være ved at blive kørt i stilling som en fremtidig leder af landet.

Ubåden har, når den er færdigbygget, en vægt på omkring 8700 ton og vil være i stand til at affyre jord-til-luft-missiler, skriver KCNA.

Ubådsprojektet er ifølge det statslige nyhedsbureau en del af det regerende arbejderpartis indsats for at modernisere landets flåde.

Moderniseringen af flåden er en af i alt fem politikker, som partiet mener vil fremme landets militære kapacitet.

Kim Jong-un siger under besøget på skibsværftet, at Nordkorea arbejder på at fremskynde byggeriet af en række krigsskibe og atomdrevne ubåde.

Torsdag rapporterer KCNA desuden, at den nordkoreanske leder fra den nordkoreanske østkyst onsdag overværede prøveaffyringer af nye langtrækkende luftværnsmissiler.

Under affyringen ramte missilerne efter planen deres mål 200 kilometer over jordens overflade, skriver KCNA.

Sydkoreas forsvar har bekræftet, at den nordkoreanske prøveaffyring fandt sted onsdag klokken 17 lokal tid. Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Sydkoreas præsident, Lee Jae-myung, der tiltrådte i juni, har lovet at forbedre forholdet til nabolandet Nordkorea.

Nordkorea invaderede Sydkorea i 1950 og startede Koreakrigen.

I 1953 indgik de to lande en våbenhvile. Våbenhvilen har dog aldrig ført en reel fredsaftale med sig.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT