Kamala Harris opfordrer til omgående våbenhvile i Gaza

4. MAR 2024 • 01:35UDLAND

USA's vicepræsident opfordrer Hamas til at acceptere en aftale om seks ugers våbenhvile i Gaza.

USA's vicepræsident, Kamala Harris opfordrer søndag til, at et forslag om en seks uger lang våbenhvile i krigen mellem Israel og Hamas, bliver til virkelighed.

Det siger hun under en tale i byen Selma i delstaten Alabama.

I talen kritiserer hun også Israel for, hvad hun kalder utilstrækkelige nødhjælpsleverancer til Gaza.

- På grund af det overvældende omfang af lidelse i Gaza, bør der komme en omgående våbenhvile i mindst de næste seks uger, hvilket er, hvad der i øjeblikket er på bordet, siger hun.

En højtstående amerikansk embedsmand sagde lørdag, at Israel i store træk har accepteret aftalen, der medfører et seks uger langt ophør i fjendtlighederne, hvis Hamas går med til at frigive de mest sårbare gidsler.

- Dette vil få alle gidsler ud og få en betydelig mængde nødhjælp ind, siger Harris, der samtidig opfordrer Hamas til at sige ja til aftalen.

Hun udtaler samtidig den til dato skarpeste kritik af Israel, som en højtstående amerikansk magthaver har givet. Hun opfordrer Israels premierminister Benjamin Netanyahus regering til at lave tiltag for at øge mængden af nødhjælp til Gaza.

- Den israelske regering skal gøre mere for betydeligt at øge tilstrømningen af hjælp. Ingen undskyldninger, lyder det fra vicepræsidenten.

Hun tilføjer, at Israel "skal åbne nye grænseovergange" og "ikke må indføre nogen unødvendige restriktioner på levering af nødhjælp".

Hamas angreb Israel 7. oktober sidste år og dræbte ifølge Israel 1160 personer. Omkring 250 personer menes at være blevet taget som gidsler ved samme lejlighed.

Den israelske hær siger, at der stadig befinder sig 130 gidsler i Gaza, men at 31 af dem menes at være døde.

Israels militære svar har dræbt 30.410 personer, hvoraf de fleste er kvinder og børn, siger Hamas-regeringens sundhedsministerium.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU