Istanbuls borgmester suspenderet efter fængsling
Ekrem Imamoglu blev tidligere på ugen anholdt som en del af en større korruptionsefterforskning.
Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, er blevet suspenderet fra posten, oplyser Tyrkiets indenrigsministerium.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Meldingen kommer, efter at en tyrkisk domstol tidligere søndag afgjorde, at Imamoglu skal fængsles.
Omkring klokken 14 skrev Reuters, at han var ankommet til Marmara fængslet i Istanbul. Ministeriet har ifølge nyhedsbureauet oplyst, at to andre borgmestre ligeledes er blevet fjernet fra posten.
Ekrem Imamoglu blev anholdt onsdag som en del af en større korruptionsefterforskning.
Anholdelsen har udløst store protester i flere tyrkiske byer, herunder i hovedstaden Ankara og i Istanbul.
Borgmesteren er fra partiet Det Republikanske Folkeparti, CHP, og anses for at være en markant rival til Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.
Også CHP har afvist anklagerne mod den 54-årige Imamoglu. Partiet mener, at anklagerne er politisk motiverede.
CHP-leder Ozgur Ozel sagde tidligere søndag, at man vil udpege en fungerende borgmester, mens partiet venter på en afgørelse i Imamoglus sag.
Derudover vil man appellere domstolens beslutning.
Søndag afholder partiet primærvalg, hvor Ekrem Imamoglu ventes at blive udnævnt til partiets præsidentkandidat til det kommende valg.
Det skal afholdes senest i 2028.
En domstol har oplyst, at Imamoglu og mindst 20 andre er blevet fængslet som en del af en efterforskning af korruption.
Inden fængslingen havde Imamoglus kontor oplyst, at den tyrkiske anklagemyndighed havde anmodet en domstol om at fængsle blandt andre Ekrem Imamoglu.
Han har selv afvist anklagerne og kaldt dem "umoralske" og "grundløse".
Inden meldingen om suspenderingen skrev han, at landet søndag var vågnet op til et "stort forræderi".
- Den retlige proces, der gennemføres, er ikke en retlig procedure, det er en henrettelse uden rettergang, skrev han i en besked udsendt på det sociale medie X via hans advokater ifølge AFP.
Den tyrkiske regering afviser, at sagerne mod Imamoglu er politisk motiverede og siger, at domstolene er uafhængige.
/ritzau/