Israelsk politi anholder ni efter sammenstød ved Netanyahus bolig
Demonstration udviklede sig til sammenstød med politiet ved premierminister Netanyahus bolig i Jerusalem.
Ni personer er blevet anholdt i Jerusalem, efter at en demonstration mod den israelske regering udviklede sig vil voldelige sammenstød med politiet ved premierminister Benjamin Netanyahus bolig.Det oplyser israelsk politi ifølge natten til mandag.
Ved solnedgang havde flere tusinde demonstranter allerede samlet sig i Kiryat Ben-Gurion, bydelen der huser de israelske regeringsinstitutioner, uden for landets parlament, Knesset.
Herfra begyndte de at gå i retning af Benjamin Netanyahus private bolig, som ligger i Jerusalem.
Demonstrationen udviklede sig ved premierministerens bolig voldsomt.
Flere af demonstranterne brød med folkemængden og forsøgte at bryde igennem de barrierer, som politiet havde sat op ved Netanyahus bolig.
På et tidspunkt blev der sågar startet et bål på gaden.
Politiet måtte bruge magt for at skubbe demonstranter tilbage i folkemængden. I sidste ende blev en vandkanon taget i brug for at opløse demonstrationen.
Israels venstreorienterede opposition har opfordret befolkningen i Jerusalem til at gå til demonstrationer i denne uge, efter at Israels samlingsregering er blevet opløst af Netanyahu.
Premierministeren etablerede samlingsregeringen over midten i kølvandet på den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb på Israel og den efterfølgende krig i Gazastriben.
Efter at mere centrumorienterede profiler som Benny Gantz og Gadi Eisenkot har forladt regeringen, regerer Netanyahu i langt højere grad på mandat fra den yderste israelske højrefløj.
Én demonstrant i Jerusalem siger, at "Israels helingsproces begynder her".
- Efter sidste uge, hvor Benny Gantz og Eisenkot forlod samlingsregeringen, fortsætter vi denne proces, og forhåbentlig trækker regeringen sig snart, siger Oren Shvill.
/ritzau/Reuters