Israelsk militær omringer Rafah og tager kontrol over korridor

12. APR 2025 • 14:49UDLAND

Israelske styrker har omringet Rafah, der grænser op til Egypten, og udvider generelt offensiven i Gaza.

Det israelske militær (IDF) har omringet byen Rafah, der ligger i det sydlige Gaza.

Det sker efter, at militæret har taget kontrol over Morag-korridoren, som IDF selv kalder det.

Det oplyser den israelske forsvarsminister, Israel Katz, i en erklæring ifølge AFP.

- I løbet af de seneste 24 timer har styrkerne afsluttet etableringen af Morag-korridoren, siger Katz.

På den måde har Israel afskåret Rafah fra nabobyen Khan Younis i det sydlige Gaza, der grænser op til Egypten, lyder det.

Det israelske militær har med kontrollen over korridoren skabt en "israelsk sikkerhedszone" langs hele grænsen til Egypten mod syd.

I samme erklæring lørdag understregede forsvarsminister Israel Katz, at man vil udvide offensiven over det meste af Gaza.

- Snart vil IDF's militære operationer blive intensiveret og udvidet til andre områder, siger forsvarsministeren.

Her advarede han desuden indbyggere i Gaza om at lade sig evakuere fra "aktive kampzoner".

Samme budskab sendte Katz i retning af indbyggere i det nordlige Gaza, heriblandt i området Beit Hanoun.

Disse områder vil blive "overtaget og Israels sikkerhedszone udvidet", lyder det.

I områderne omkring Khan Younis udsendte Israel tidligere lørdag en evakueringsordre til beboerne forud for et kommende angreb.

Det skriver Avichay Adraee, der er talsmand for det israelske militær, på X.

- Af hensyn til jeres sikkerhed skal I straks bevæge jer vestpå til beskyttelsesrum i området Al-Mawasi.

De kommende israelske angreb i området sker, ifølge talspersonen, fordi der er blevet affyret raketter derfra tidligere på dagen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT